22. oktober 2017

Archives for august 2008

Joseph Schumpeter

Demokratiteoretiker

Joseph Schumpeter er født i Tjekkiet i 1883 og blev Østrigsk finansminister, inden han rejste til USA, hvor han blev professor på Havard University, og her udviklede han flere økonomiske teorier, inden han døde i 1950. (Pedersen 2005: 147)

Demokrati omtales normalt som folkestyre, og dermed menes, at de politiske vedtagelser afspejler befolkningens ønsker. Det siges, at ”regeringen er af folket, ved folket og for folket”. Dette kritiseres dog af Schumpeter, og han hævder, at demokrati ikke kan være et egentligt folkestyre, da folket ikke styrer sig selv, men overlader styret til en mere eller mindre repræsentativ valgt elite, fordi folkets direkte indflydelse pÃ¥ partier, kandidater og lovforslag er beskeden. Fokus skal flyttes fra befolkningens politiske meninger til befolkningens mening om, hvem der skal repræsentere dem og dermed træffe de politiske beslutninger. Schumpeter mener, at det er konkurrencen mellem eliter og partier, der er det egentlige demokrati. Politik og demokrati svarer derfor ifølge Schumpeter til valg mellem varer pÃ¥ et marked, hvor der ifølge ham altid er en form for konkurrence, der sjældent er fuldkomment. Ligeledes er der ogsÃ¥ altid en konkurrence i politik om folkets gunst. [ref]. Schumpeter, Joseph A. (1946): ”Capitalism, Socialism and Democracy” 5. udgave, s. 271 – George Allen & Unwin LTD – ISBN 0-04-335031-3[/ref]

Schumpeters demokratiforstÃ¥else indebærer, at en elites magtudøvelse er uundgÃ¥elig, og at demokratiet ikke forudsætter nogen bred politisk deltagelse ud over valgene. (Østerud 2005: 139) Vælgernes opgave er derfor ifølge Schumpeter blot at acceptere eller forkaste det politiske styre ved periodiske valg. Hans demokrati bygger overordnet pÃ¥ en konkurrence mellem ulige eliter. (Østerud 2005: 151)[ref]Østerud, Øyvind. (2002): ”Statsvitenskap- innføring i politisk analyse” 3. udgave, s. 151 – Universitetsforlaget – ISBN 82-15-00110-6[/ref]

Dermed betyder demokrati for Schumpeter ikke, at befolkningen skal styre, men at de bare skal have muligheden for at vælge dem, der styrer for dem, og de valgte skal alle ifølge Schumpeter være politikere pÃ¥ fuld tid. Hvis alle havde en mulighed for at stille op til valg, vil det medføre en ret til at debattere og diskutere med alle, og ifølge Schumpeter har deltagelse i debatten ikke værdi i sig selv, og det vil heller ikke være realistisk, at hele befolkningen deltager. Befolkningen interesserer sig nemlig kun for at deltage i det der direkte har betydning for dem, som f. eks. det lokale demokrati, skolebestyrelser, idrætsforeninger osv. Flertallets vilje er ikke det samme som befolkningens vilje, derfor bør majoritetsprincippet bruges ved sammensætningen af en lovgivende forsamling, da det proportionelle valgsystem vil gøre det umuligt at registrere flertallets ønsker, hvilket er det afgørende for Schumpeter. Det ideelle for Schumpeter er et system, hvor to partier kæmper om flertallet i parlamentet, og det parti, som vinder flertallet, besidder dermed statsministerposten og danner efterfølgende regering. [ref]. Schumpeter, Joseph A. (1946): ”Capitalism, Socialism and Democracy” 5. udgave, s. 274 – George Allen & Unwin LTD – ISBN 0-04-335031-3[/ref]

For at demokratiet kan eksistere er der nogle forudsætninger, som skal være opfyldt. Først og fremmest skal der være et kompetent uddannet ledermateriale, idet der er fare for, at et styre med svage ledere falder til fordel for mere totalitære regimer. Helt centralt er det, at konkurrencen mellem disse eliter er til stede, og det værende en konkurrence, som er sÃ¥ lige og fri som muligt. Samfundet skal desuden have et godt og velfungerende bureaukrati. F.eks. mener Schumpeter, at et monarki opfylder de demokratiske krav, da monarken kan udnævne og afskedige de ministre, som befolkningen ønsker. Derimod vil et konstitutionelt monarki ikke være demokratisk, da monarken i et sÃ¥dant ikke kan udnævne de ministre og repræsentanter, befolkningen ønsker. Her er ministrene og repræsentanterne monarkens undersÃ¥tter. [ref]. Schumpeter, Joseph A. (1946): ”Capitalism, Socialism and Democracy” 5. udgave, s. 270 – George Allen & Unwin LTD – ISBN 0-04-335031-3[/ref]

Dertil skal der i samfundet være en demokratisk selvkontrol, hvor alle grupper accepterer landets love, og både parlamentarikerne og vælgerne skal have en høj moral og være i stand til at modstå snyderi og bestikkelse. Endeligt skal alle acceptere de generelle holdninger i samfundet herunder tro og ytringsfrihed. I ethvert fællesskab vil der efter Schumpeters opfattelse altid blive både skabt og accepteret ledere, som varetager samfundets interesser. (Schumpeter 1976: 269)

For Schumpeter er demokratiet ikke noget ideal, men blot en metode til at træffe beslutninger, og individets deltagelse begrænser sig til politiske valg, der afsætter eller accepterer en regering. Schumpeter ønsker ikke, at befolkningen bliver uddannet for bedre at deltage i den politiske proces, da det kun er eliten, som skal kunne uddanne sig med henblik pÃ¥ at deltage i processen. Det valgte flertal skal sÃ¥ kunne gennemtrumfe sine ønsker og beslutninger uden hensynstagen til opposition og mindretal. Det centrale for Schumpeter er, at demokratiet er effektivt, sÃ¥ derfor skal en elite, der er valgt og støttet af et flertal af befolkningen, træffe de politiske beslutninger, hvilket medfører, at et indirekte demokrati ifølge Schumpeter er den bedste løsning for demokratiet. Han mener ikke, at der er noget samfund, om det er demokratisk eller ej, der kan tolerere og acceptere fuldstændig personlig frihed. Den politiske frihed, der er i et demokratisk samfund, findes ogsÃ¥ under flere andre styreformer, men hvis alle i princippet kan konkurrere om magten i samfundet, vil det i hvert fald garantere en øget pressefrihed, som er nødvendigt for den konkurrence, Schumpeter ønsker. [ref]. Schumpeter, Joseph A. (1946): ”Capitalism, Socialism and Democracy” 5. udgave, s. 270-274 – George Allen & Unwin LTD – ISBN 0-04-335031-3[/ref]