27. juni 2017

Friedrich Nietzsch

Friedrich Wilhelm Nietzsche (15. oktober 1844 – 25. august 1900) var en indflydelsesrig tysk filosof. Han skrev kritisk om moral, religion, kultur, filosofi og videnskab i en særegen filosofisk stil med brug af aforismer. Nietzsche fik indflydelse, der strakte sig langt ud over filosofien til eksistentialisme og postmodernisme.

Overordnet syn på verden og mennesket i forhold til Darwin:

  • Darwin: mennesket(og dyr) tilpasse sig til verden = overlevelse (menneskeheden)
  • Nietzsche: verden skal tilpasse sig til mennesket (det enkelte menneske/individet)

Nietzsches biografi:
Hans søster var overbevist nazist og lod nazisterne bruge Nietzsches skrifter efter forgodtbefindende. Han er blevet opfattet som ideologen bag nazismen og fascismen. Fra ham kommer begreberne: herremoral, slavemoral, herrefolk, slavefolk, vilje til magt.

Nietzsche og kristendommen:
Kristendommen er årsagen til menneskets misere af mange forskellige grunde. Med kristendommen får vi en dyrkelse af livet efter døden. For Nietzsche handler det om at tage livet på sig, sige ja til livet. Eksemplet med tegningen i bogen(Platons dualisme og kristendommens jord – himmel). Her siger man nej til livet og forventer ikke et liv før efter døden. For Nietzsche er livet her og nu. Sige ja til livet, tage kampen op med livet. Vi skal tage livet på os, ellers er vi bare små orm. Kristendommen har opløst alle værdier for livet er ikke her og nu, først efter døden.

Nietzsches ideal:
De gamle græske helte, som tør kæmpe mod de græske guder. De stiller ikke deres lys under en skæppe. Den græske helt overlevede ikke. Det gjorde derimod den kristne. Denne er for N at se en slave. Hvorfor? Den kristne underlægger sig en Gud. Kristendommens dyder er: ydmyghed, underkastelse, vende den anden kind til, finde sig i uretfærdigheder fordi belønningen kommer efter døden. Disse er for N slavefolket. Man ophæver slavebegreber til dyd. De udvikler en slavemoral, som går ud på at undertrykke herrefolket/eneren. Hvordan kan de gøre det? Slavefolket er de fleste. Derfor kan de undertrykke kunstneren, eneren, den der rager op. Had til personlighed, had til mangfoldighed. Man opfinder helvede til dem, der ikke handler efter slavemoralen. Så kan man glæde sig over det.

Herremoral: handle ud fra sig selv Slavemoral: handler i reaktion på andre
-          Originale

-          aktive(herre over)

-          naive

-          spontane

-          handlende

-          sunde

-          glemmer uretfærdighed

-          helstøbt

-          uoriginale

-          reaktive(slave under, reagerer på noget)

-          mistænksomme

-          beregnende(snu)

-          reflekterede

-          forgiftede

-          husker

-          spaltet

Umwertung aller Werte:
I ældre tid betød ordet god: ædel, stor, er godt for livet ——- (ondt) at ville frem, slet: det der hæmmer livet ————- (godt) ex. Ydmyghed, underkastelse

Hvor man før hyldede heltene, hylder vi i dag de små, dem der ikke tør tage kampen op med livet. Vi hylder ydmygheden, underkastelsen. Vi hylder askesen = ikke liv. Fornægtelse af livet. Det er ondskab at følge sine drifter.

Wille zur Macht:
Det handler ikke om at udøve magt eller vold, men at turde gøre. Dette er det særlige ved mennesket. Det har en vilje til at gøre, til at forme, til at danne. Derved sætter mennesket værdier. Der er altså ikke tale om nihilisme hos Nietzsche, tværtimod. Den enkelte kan selv sætte værdier. Det kan godt være at vi giver værdi er væk om hundrede år, men det har værdi nu. Der er kun livet her og nu. Og du skal leve dit liv på den måde, at hvis du havde mulighed for at vende tilbage engang og leve livet igen, så ville du gøre det samme. Hvis dette er livet, så gør jeg det gerne en gang til. Den evige genkomst. Det er en udfordring at stå alene med sit liv, så hvis man har bestået prøven, så er man et autentisk menneske.

Hvad er godt hos Nietzsche?
Sætte sig et stort, ædelt mål om man så går til grunde ved det?
Hans helte: Jesus, Napoleon, den store kunstner

Han sagde, at det vil vare 200 år før vi lærer at leve med Guds død.
Afskaffe Gud for selv at blive til en Gud, skaberen af vores eget liv. Herre over eget liv. Man skal kunne leve livet uden af begrunde, ellers elsker man ikke livet. Herrerne ønsker ikke slaver, men andre herrer at kæmpe med i krig eller på ord.

Perspektivisme:
Vores verden er baseret på tolkninger af verden. Vi ser kun bestemte dele af verden/ vores perspektiv på verden. Det afhænger af øjet der ser. Men det er ikke relativisme. Vi har standarder for hvad der er rigtigt og forkert, men de er altid kontekstuelle.

Jean-Jacques Rousseau

Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), fransk filosof og forfatter. Født i et håndværkerhjem i Genève. I 1728 forlod Rousseau sin læreplads, og rejste derefter rundt i Savoyen, Frankrig og Italien (som privatlærer).  I årene 1731 til 1742 studerede han på egen hånd musik, litteratur og filosofi. Han var således selvlært. Efter at have været ambasadesekretær i Venedig i årene 1742 til 1744 slog han sig ned i Paris, hvor han stiftede bekendtskab med Denis Diderot, og kredsen af encyklopædister. I årene 1744 til 1749 skrev han bidrag til Encyklopædien om musik og politisk økonomi. Han blev hurtig kendt for sin kulturpessimisme, som førte til en del polemik med Voltaire og Diderot.

Udgivelsen af ”Samfundspagten” og ”Emile” (hovedværkerne) skabte stor modstand, og medførte at flere af hans tidligere værker blev forbudte. Rousseau måtte herefter gå under jorden, og indtil sin død, ofte skifte opholdssted.

Samtid

Jean-Jacques Rousseau levede i oplysningstiden fra ca. 1690 til ca. 1800. Perioden forud for oplysningstiden var præget af tiltagende brydninger: Borgerskabet var under fremvækst, og opsatte krav om at fÃ¥ del i magten, og angreb dermed enevælden position.  Kirken mistede hastigt troværdighed i takt med at naturvidenskaben udvikledes og kom med alternative løsninger end dem som kirken havde fremsat. Overordnet troede man pÃ¥ fornuften (heraf oplysningen) – den evne mennesket kan anvende til at forstÃ¥ verden og forbedre sin egen situation. Fornuften blev sat over fortidens folketro og religion. MÃ¥let for oplysningstidens rationelle menneske var viden, frihed og lykke.

(Hoved)værker:

  • La nouvelle Héloïse, 1761 (Ny Heloïse)
  • Émile, ou De l’éducation, 1762 (Emile)
    • Om børneopdragelse – udgivet sammen med samfundspagten.
  • Du contrat social, 1762 (Samfundspagten eller Den sociale kontrakt)
  • Les Confessions, 1765-1770 (Bekendelser, 1948)

Centrale begreber er:

Den sociale kontrakt: “Mennesket er født frit, og det er overalt i lænker”, hvorved han mente, at vi havde indrettet politiske systemer, som ikke tillod os at være fri. Rousseau argumenterede for, at mennesket havde det bedst i sin naturtilstand, men at civilisationen og samfundet havde ødelagt det.

Rousseau brugte en form for en social kontrakt (ikke fysisk) som argument til at forstÃ¥, hvorfor individer kunne underkaste deres vilje til fælles vilje. I Hobbes’ naturtilstand var mennesket krigerisk, og dets liv ondt, brutalt og kort. De manglede den sociale kontrakt til at bringe dem ud af den tilstand. Rousseau mente ikke at man helt skulle ”tilbage til naturen”, men filosoferede primært om det gode liv tæt ved naturen, samt risikoen ved det civiliserede liv. Idéerne blev meget videreførte i den efterfølgende romantiske periode.

Den sociale kontrakt gjorde folkeviljen til den øverste lov, og var dermed et varsel om den franske revolution.

Syn på staten

Rousseau tror på folkesuverænitet og på det direkte demokrati. Han udtaler: ”Englænderne tror de er frie. Det er en alvorlig fejltagelse. De er kun frie, når de vælger deres repræsentanter. Så snart de er valgte, er de slavebundne, de er intet.”. Dette skal forstås sådan at de afgiver deres frihed til nogle valgte, og derved mister de deres ”personlige frihed”

Rousseau idealtilstand er at: “finde en form for sammenslutning, som med hele den fælles styrke forsvarer og beskytter hvert enkelt medlem og dets goder, og som er sÃ¥dan, at hver enkelt ved at forene sig med alle andre, alligevel bare adlyder sig selv, og forbliver lige fri som før”

”Folkeviljen” kan ses på 2 måder:

A. “the will of all”, der fremkommer ved at aggregere præferencer. En utilitaristisk forståelse af folkeviljen. – alle får mulighed for at stemme, og gennemsnittet af deres valg vil blive løsningen. (spørgsmålet om egen interesser ift. Statens interesse). Bentham teori om go’ liberalisme

B. “the common will”, der fremkommer ved at diskutere sig til enighed om “det fælles bedste”. En republikansk forståelse af folkeviljen, dvs. Rousseau) – se bort fra egeninteresser. Skal diskuteres fælles (offentlig debat) og skal argumenteres – skal være i nationen interesse.

For at nå frem til ”the common will” må borgerne tænke og handle upartisk. Det forudsætter: -at der ikke er store forskelle mellem indkomst og ejendom. Rousseau mener endvidere at borgerne skal opdrages til medborgerskab.

Sammenholdt er Rousseaus version af republikanisme med stærk folkesuverænitet og ”the common will”, et ideal som stiller store krav til borgeren. Rousseau teorier om staten bliver senere kritiseret af andre filosoffer.

Sammen hæng til andre:

1) David Hume forsøgte i 1765, at få ham med til England; men Rousseau, som mere og mere udviklede et forfølgelsesvanvid, følte sig også forfulgt der, og vendte derfor hurtigt tilbage til Frankrig. I 1770 slog han sig igen ned i Paris.

2) Rousseau tilhørte den gruppe af filosoffer, hvis ideer inspirerede den franske revolution.

John Rawls

Rawls: En fælles formel for retfærdighed – grundprincipper for en retfærdig fordeling. For at kunne leve fredeligt sammen på tværs af forskellige religiøse og politiske overbevisninger.

  • utilitarismen et for svagt forsvar for individuelle rettigheder
  • en liberal lighedsfilosofi
  • grundlæggende borgerrettigheder er centrale i samfundet og de kan ikke gradbøjes.

Rawls er en rettighedsliberalist, anså utilitarismen som et for svagt forsvar mod totalitære styrer som fascismen og kommunismen. Han er liberalist, men ikke nyliberal som Nozick. Men snarere socialdemokrat eller socialliberal

Kernen i Rawls filosofi er at finde frem til en retfærdig fordeling, for det er kernen for at kunne leve fredeligt i et velordnet samfund.

  1. Indledning
  2. Rawls´s problemstilling.
  3. Rawl´s metode
  4. Rawls’s to retfærdighedsprincipperHvori består Rawl´s liberalisme?
  5. . Aktuelle problemstillinger med udg.pkt. i Rawls politiske filosofi.

1. Rawls problemstilling

“How is it possible that deeply opposed though reasonable comprehensive doctrines may live together and all affirm the political conception of a constitutional regime? What is the structure and content of a political conception that can gain the support of such an overlapping consensus? (John Rawls. Political Liberalism. 1993. p. xviii)

1) ”Deeply opposed comprehensive doctrins..” – ”The fact of pluralism”

2) ”Reasonable…” – ”Reasonable doctrins” er overbevisninger, der anerkender samme vilkÃ¥r for andre overbevisninger, dvs. anerkender at alle behandles med ”equal concern and respect”. Tolerance forudsætningen for at kunne træffe fælles bindende beslutninger, som accepteres af alle. Vi mÃ¥ anerkende at der er andre overbevisninger end vores egen. If. Rawls er et velordnet samfund, et hvor man efterlever demokratiske beslutninger selv om man e uenig i dem. Der skal være nogle grundlæggende retfærdighedsprincipper alle efterlever og er enige om.

3) ”Overlappende konsensus”: Enighed om nogle grundlæggende om nogle grundlæggende retfærdighedsprincipper på tværs af modstående overbevisninger. Ikke enighed om hvordan samfundet skal indrettes, for det er ikke muligt. I disse principper afspejles rimelighedskravet. Men også noget mere.

4) Hvori består sådanne retfærdighedsprincipper? Og hvordan finder vi frem til dem?

Rawl’s metode for at finde frem til retfærdighedsprincipperne

1) Personerne anbringes under et ”uvidenhedens slør”, hvor individuelle karakteregenskaber er skjulte. Ens holdning til retfærdighed vil blive præget af de grundlæggende interesser man har ud fra sin position i samfundet. Derfor er det nødvendigt med ”uvidenhedens slør”, der dog er et tankeeksperiment for at se hvilket retfærdighedsprincip man kommer frem til i fællesskab. For at nå en udgangsposition hvor vi alle er stillet helt lige.

2) Antager at personerne er:

a) rationelle: søger at fremme egne livsplaner

b) rimelige: vælger løsninger, der kan retfærdiggøres over for andre

3) Der vælges mellem basisgoder som:

A. Personlig og politisk frihed

B. Uddannelsesmuligheder og position i arbejdslivet

C. Indtægt og formue

De to retfærdighedsprincipper

1. Hver enkelt person skal have ret til det mest udstrakte system af lige grundlæggende friheder forenelig med et tilsvarende system af friheder for andre.

2. Sociale og økonomiske uligheder skal opfylde to betingelser:

a) de skal knytte sig til stillinger og positioner, der er åbne for alle på baggrund af fair chancelighed. Kan ikke gradbøjes, et ultimativt princip. Andre rettigheder kan gradbøjes, eksempelvis ytringsfrihed, man skal altid have respekt for andre. Ret til personlig ejendom er underlagt de ukrænkelige frihedsrettigheder, dog ikke retten til at eje produktionsmidlerne.

b) De skal være til den størst mulige fordel for de dårligst stillede i samfundet. Ulighed skal kunne begrundes, ellers er det ikke tilladt.

Ad 1) civile og politiske rettigheder

Ad 2) sociale rettigheder – ikke ligestillede med civile og politiske rettigheder. Det første princip står over det andet. Det første delprincip står over det andet delprincip.

Rawl’s liberalisme

Hviler på:

A. Individets rettigheder kan ikke tilsidesættes til fordel for hensynet til et fælles/kollektivt gode. ”Rights over good”. Overfor utilitarismen og kommunitarismen.(fællesskab forud for individuelle rettigheder) If. Rawls kan lokale beslutninger i fællesskab ikke overgå individuelle rettigheder.

B. Staten skal være neutral eller upartisk. Må ikke favorisere bestemte livsanskuelser på bekostning af andre. Alle skal behandles med ”equal concern and respect”.

Aktuelle perspektiver i Rawl’s teori

A. Hvor tungt bør hensynet til individets rettigheder veje overfor hensynet til ”almenvellet”? Terrorbekæmpelse eksempelvis, politiovervågning. Hvor Rawl’s vil være klart modstander.

B. Kan de retfærdighedsprincipper, Rawls opstiller bruges i praksis, dvs. som rettesnor for offentlig regulering?

C. Den multikulturelle udfordring

Thomas Hobbes

Thomas Hobbes (1588-1679) var engelsk filosof.

Samtid

Han levede i England i en tid med borgerkrig da kong Charles d. 1 forsøgte at indføre enevældigt styre, dette modsatte parlamentet sig, derved opstod der en borgerkrig fra 1642-1649. Denne borgerkrig endte med at kongen blev henrettet og der blev indført en republik i stedet.

Hovedværk

Thomas Hobbes’s hovedværk er ”Leviathan” som er skrevet i 1651, og giver Hobbes syn på den ubegrænsede statsmagt.

Centrale begreber er:

  • ”Naturtilstanden” Alle mennesker har et ønske om et behageligt og godt liv, samt magt og ære
  • ”Samfundskontrakten” Rationelle individer indgÃ¥r en kontrakt: De naturlige rettigheder, individet har, afgives til en suveræn myndighed, der fÃ¥r til opgave at holde orden
  • ”Statsabsolutismen” dvs. statens ubegrænsede magt

Syn på staten

Alle mennesker har et ønske om et behageligt og godt liv, samt magt og ære. Det forudsættes at alle mennesker er relativt lige hvad angår sårbarhed og evner. Der vil opstå en knaphed på ressourcer som vil udvikle sig til en ”alles krig mod alle” For at sikre egen overlevelse og interesser vil mennesker angribe hinanden, og dermed opstår borgerkrig. Mennesker er ikke i stand til at administrere egen frihed.

Men da mennesker ifølge Hobbes er fornuftsvæsener og kan indse ideen i fælles regler og vil derfor acceptere at afgive rettigheder til en suveræn myndighed eller monark.

Monarken eller myndigheden får så gennem samfundskontrakten overdraget den uindskrænkede magt og kan ikke afsættes. Den uindskrænkede magtmodtages under den forudsætning at det tjener undersåtternes fred og forsvar samt deres tryghed.

Denne statsmagt har så ret til at:

-       Erklære krig og fredag

-       Ret til at vælge rådgivere, ministre, dommere og officerer

-       Ret til at tildele belønninger og straf

-       Samt ret til at bestemme hvilke meninger der fremmer freden

-       Ret til at afgøre hvem der må tale til folkemængden

-       Samt ret til af afgøre hvem der skal gennemgå bøger inden de trykkes

Statsmagten er oprettet med det formål at sikre det fælles bedste, derfor accepteres et tyranni ikke.

Der er dog også en grænse for hvilke rettigheder man kan give staten, selv om staten har magt til at tage liv hvis staten ønsker dette. Så kan den enkelte borger ikke afgive retten til at forsøge at forsvare sit liv overfor staten. Men derudover kan undersåtter ikke kræve nogen rettigheder af statsmagten

Ideen om statens ubegrænsede magt tilknyttes ikke nogen bestemt styreform, det gælder for demokratiet, aristokratiet såvel som monarkiet.

Robert Nozick

– levede fra 1938 til 2002
– hans hovedværk er
Anarchy, State and Utopia (1974). Femten år senere udgiver han The Examined Life (1989), hvor han begrunder det synspunkt at sociale fællesværdier bør være en normativ rettesnor for lovgivningen og politisk styring (talsmand for kommunitarisme).

Den historiske kontekst

Nozicks værk Anarchy, State and Utopia (1974) er indlejret i en amerikansk universitets-kontekst i begyndelsen af 1970érne. Det var også i tiden hvor Vietnam-krigen udspillede sig og i en tid hvor velfærdssamfundet tog sin fart. Nozick skrev bogen Anarchy, State and Utopia (1974) som en kritik af John Rawls hovedværk Theory of Justice (1971). Nozicks hovedværk kan ses som en eksponent for højreliberalismen, mens Ralws hovedværk kan ses som en eksponent for venstreliberalisme.

Ideologisk retning

Liberalisme, nærmere en moderne form for liberalisme. Han er en af nyklassikerne indenfor ny-liberalismen.

(Bogen Politisk Tenkning)

Hvad er en rettighed?

En person har en rettighed hvis og bare hvis han eller hun kan stille krav på egne vegne, overfor en anden person eller institution, om at blive behandlet på en bestemt måde. Denne definition har tre komponenter: at stille krav, på egne vegne (individualistisk) og en bestemt adressat (modtager).

Juridiske rettigheder er stadfæstet i lovbøger, og håndhæves af statsmagten eller internationale institutioner. Moralske rettigheder optræder i den løbende diskussion om hvordan folk bør handle og hvilken slags institutioner samfundet burde have.

Der kan opstå uenigheder om hvilke moralske rettigheder folk kan have, fx ytringsfriheden.

Ejendomsrettigheder

At bruge et menneske som et middel…..

Ejendomsrettigheder sætter absolutte stengsler mod indgreb i menneskers liv. Nozicks ræsonnement om ejendomsrettigheder er kernen i en teori om retfærdighed, teorien har tre led.

1)    for det første har alle ret til resultatet af sit eget arbejde

2)    for det andet har alle ret til goderne han/hun skaffer sig gennem frivillige transaktioner – gennem bytte, køb og salg

3)    for det tredje har alle ret til erstatning eller kompensation hvis nogen berøver dem noget de har skaffet sig på ærlig vis

Kommunitarisme

Liberalismens modpol i samtidsfilosofien var kommunitarisme, og ironisk nok er Nozick på visse punkter talsmand for kommunitarisme. I værket The Examined Life (1989) begrunder han at sociale fællesværdier bør være en normativ rettesnor for lovgivningen og politisk styring.

Nozick skriver, at ”Den liberalistiske position som jeg engang indtog, nu står for mig som utilstrækkelig, delvis fordi den ikke evner at indarbejde de medmenneskelige hensyn……”[1]

Tanken er, at offentlige institutioner skal gøre mere end blot at beskytte de individuelle rettigheder. De skal opfylde en mere ekspressiv rolle.

Politica – Kasper Lippert-Rasmussen

Venstreliberale anser social ulighed som værende et resultat af faktorer, der har en sådan karakter, at de ikke kan legitimere social ulighed. Det er derfor statens opgave at mindske indflydelsen af, hvad de anser som resultat af held eller uheld, fx dårlige eller gode opvækstvilkår.

John Rawls er den mest fremtrædende venstreliberale tænker.

Højreliberale benægter at staten legitimt kan intervenere (blande sig i) i folks frie transaktioner (handlinger). Den eneste legitime stat er natvægterstaten. Nozick, Hayek og Gauthier er de mest fremtrædende højreliberale tænkere.

Nozick begrunder sin højreliberalisme med selvejerskabstesen. Denne tese siger, at enhver person har et uindskrænket ejerskab over sig selv og sin krop. Kun en selv har ret til at bestemme, hvad der skal ske med ens liv og krop.

Med udgangspunkt i denne tese argumenter Nozick for at personer kan erhverve en lige så ukrænkelig ejendomsret over eksterne ressourcer, hvilket indebærer at enhver beskatning der ikke skal finansiere håndhævelsen af personers ejendomsret, udgør en krænkelse af de beskattedes rettigheder.

Nozicks rettighedsteori

Hans teori har tre elementer:

1)    princippet for retsmæssig tilegnelse

2)    princippet for retsmæssig overførelse

3)    genopretningsprincippet

Konklusionen på diskussion af Nozicks princip om retsmæssig overførelse er, at Lockes proviso er uacceptabel…

De fleste principper for, hvilken fordeling der er den moralsk rigtige eller retfærdige, er hvad Nozick kalder sluttilstandsprincipper. Utilitarisme er nok det mest velkendte sluttilstandsprincip. Utilitarister mener, den rigtige fordeling er den, der maksimerer nytten.

Alternativet til sluttilstandsprincippet er et historisk princip (mønstrede og ikke-mønstrede). Nozicks rettighedsteori er ikke-mønstret.

Wilt Chamberlain diskuterer hvorvidt Nozicks rettighedsteori er ikke-mønstre.

Frihed

Nozicks begreb om frihed er stort set identisk med Lockes. Locke opererer med et moraliseret frihedsbegreb. Frihed for Locke er, at andre ikke forhindrer en i at gøre det, som man ifølge naturloven har ret til at gøre.

Minimalstat

Nozicks projekt er at vise, hvordan en stat kan opstå med det formål at beskytte rettigheder, uden at den selv bryder disse. Formålet er altså at beskytte friheden og ejendommen hos den enkelte. Ifølge Nozick er en omfordelende velfærdsstat forbundet med begrænsninger i den individuelle frihed. Velfærdsstaten er derfor illegitim.


[1] Uddrag fra et citat fra The Examined Life side 286-287.

Marcus Tullius Cicero

– romersk politiker som levede fra 106-43 f.Kr.
– skrev to vigtige værker,
De re publica (Om staten) og De legibus (Om lovene)

Cicero tilhørte af fødsel ridderstanden. Han opnåede i 63 f.Kr. Roms højeste embede, konsulatet.

Den historiske kontekst

Cicero lever i den hellenistiske-romerske periode (300 f.Kr. – 400). En periode som ikke kan sammenlignes med den græske bystat og det antikke demokrati. Den væsentligste forandring er at mennesket ikke længere er en del af et fællesskab (bystat/polis) men et individ underlagt en universel lov (og fornuft). Størrelsesordenen ændres og bystaterne er blevet skiftet ud med empirier og samfundet bestÃ¥r nu af individer frem for husholdninger.

Kernebegreber

Cicero var sammen med Thomas Aquinas en af naturrettens klassikere. Naturretstænkningen går ud på at der findes en lov som står over de skrevne retsregler og sædvaner som eksisterer i samfundet – en naturlig lov, som er evig og almengyldig. Erklæringerne om menneskerettighederne stammer bl.a. fra denne ide.

Styreformer

I bogen De re publica, som består af en samtale med Scipio, sættes de ”rene” statsformer op mod hinanden.

Kongedømme: én enkelt person har den politiske myndighed, Aristokrati: magten ligger hos en snæver kreds af få udvalgte og Demokrati: folket har al magten. (en tredeling som vi kender fra Platon og Aristoteles).

Det største problem ved de ”rene” styreformer er, at de alle har tendens til at forfalde. Derfor anbefaler Scipio en forfatningspolitisk forholdsregel: Hverken kongedømme, aristokrati eller demokrati indføres i ren form. Den bedste styreform er en afbalanceret blanding af de tre ”rene” styreformer [ref] Se nærmere uddybning af den bedste styreform i “Malnes, Raino & Midgaard, Knut: “Politisk Tenkning”, 2004. [/ref]

Scipio nævner Roms udvikling som et eksempel på hvordan et balanceret politisk system kan opstå gennem gradvis tilpasning af institutioner til sociale realiteter.

Lederens opgave er at skabe retfærdighed.

Den naturlige lov og samfundets love

I De legibus videreudvikler Cicero ideen om den naturlige lov. En lov som alle mennesker ed brug af fornuften kan finde frem til en naturlig lov for rigtig livsførelse.

Ifølge Cicero er hensigten med at have offentlige love, at man tager hensyn til borgernes sikkerhed, statens integritet og ønsket om at gøre borgernes liv lykkelig og fredelig.

Cicero pointerer her, at alle skrevne love (offentlige/samfundet) som bryder med den naturlige lov er uretfærdige, uanset hvor godt de falder sammen rådende værdier og opfatninger i et samfund.

Niccolò Machiavelli

Fødsel, nationalitet, profession

Machiavelli blev født i den italienske bystat Firenze i 1469. Han var politisk filosof, historiker og digter. Han var embedsmand/diplomat i årene 1498 – 1512.

Historiske samtid / kontekst

Machiavelli levede i en meget turbulent del af Italiens historie. Det var en tid præget af skiftende alliancer og krige bystaterne imellem, men også militær indblanden fra stormagterne Spanien og Frankrig. Også i Firenze hvor Machiavelli levede var der skiftende ledere. Indtil 1498 blev Firenze styret af medicierne. I 1498 blev det så til en republik, hvorved der blev plads til Machiavelli som diplomat og embedsmand. I 1512 overtog medicierne igen magten indtil 1527. I forbindelse hermed blev Machiavelli fængslet i en kortere periode hvorefter han blev forvist fra Firenze til en familieejendom et stykke fra byen.

Værker

Det var i forbindelse med ovennævnte forvisning, at Machiavelli skrev sine værker:

  • ”Fyrsten” fra 1513, er 26 korte kapitler med rÃ¥d til en fyrste om at erobre og opretholde magten.
  • ”Discorsi” (Drøftelserne) fra 1513-17 er delt i tre dele: Første del handler om forfatninger og indre forhold, anden del om militær og ydre forhold og tredje del om lederskab.

Desuden har han skrevet ”Krigskunsten” fra 1521, samt bøger om Firenzes historie og et skuespil: ”Mandragola”.

Syn på staten

Machiavelli bliver pga. sine to hovedværker, Fyrsten og Discorsi, ofte set som en mand med to ansigter. I Fyrsten er han den onde, mens han i Discorsi fremstår som den gode.

I Discorsi fremgår det at han anser republikken, som en blandet statsform med elementer fra både monarki, aristokrati og demokrati, som den ideelle styreform. Det er den han mener sikrer både frihed og effektivitet bedst over tid.

Hvis de af Machiavelli opstillede og i øvrigt krævende betingelser for oprettelsen af en republik ikke er opfyldt, mener han imidlertid at monarkiet er den bedste styreform. I givet fald sigter Machiavelli dog først og fremmest efter at begrænse monarkens magt fx ved et senat, der gør at monarken styrer efter love og med almenvellet for øje. Et absolut/enevældigt monarki identificerer Machiavelli som et tyranni. Dette gør han dog ret inkonsekvent, da han tydeligvis mener at der er visse politiske situationer hvor han finder det bedst at monarken har uindskrænket magt for at kunne løse de forhåndenværende problemer. Dette skal naturligvis ses i forhold til hans historiske samtid.

I Fyrsten ser Machiavelli på hvordan et monarki bedst kan bevares og styrkes. Der fremkommer et noget broget forhold mellem politik og moral, og der er jf. titlen på værket hovedsageligt vægt på fyrstens rolle. Han lægger især vægt på at fyrsten ideelt både skal være elsket og frygtet. Hvis dette ikke kan lade sig gøre er det bedre at være frygtet end elsket. Man må dog for alt i verden ikke blive forhadt. Samtidig må fyrsten ”ikke vige bort fra det der er godt hvis dette er muligt, men være i stand til at gøre det der er ondt hvis det er nødvendigt.”

Kernebegreber hos Machiavelli

Han fremkommer med et nyt syn på det gode samfund, magt etik og moral adskilles. Magten er det overordnede mål

Han lægger kimene til en begyndende sekularisering.

Han laver teorier om en skelnen mellem frigørelse og skabelse af frihed. Han mener det er nødvendigt at samle magten for at opnå befrielse, og at dele magten for at opretholde frihed.

Han kommenterer i øvrigt på forskellen mellem ”er” og ”bør”: ”Mellem livet , som det er, og som det burde være, er der så stor forskel, at den der ikke tænker på, hvad mennesker gør,  en kun interesserer sig for, hvad de burde gøre, snarere ødelægger end gavner sig selv.”

Edmund Burke

Edmund Burke (1729-1797), politiker, skribent og filosof. Han var søn af en sagfører i Dublin. Faderen var protestant, moderen katolik og han selv blev opdraget som protestant. I 1750 tog han til England for at studere jura. I 1765 blev han valgt til Parlamentet.

Samtid

Edmund Burke blev født i Irland, men levede det meste af hans voksenliv i England.

fra ca. 1690 til ca. 1800. Perioden forud for oplysningstiden var præget af tiltagende brydninger: Borgerskabet var under fremvækst, og opsatte krav om at fÃ¥ del i magten, og angreb dermed enevælden position.  Kirken mistede hastigt troværdighed i takt med at naturvidenskaben udvikledes og kom med alternative løsninger end dem som kirken havde fremsat. Overordnet troede man pÃ¥ fornuften (heraf oplysningen) – den evne mennesket kan anvende til at forstÃ¥ verden og forbedre sin egen situation. Fornuften blev sat over fortidens folketro og religion. MÃ¥let for oplysningstidens rationelle menneske var viden, frihed og lykke.

Ideologisk udgangspunkt

Burke var, set med datidens øjne, en form for liberalist. Dog kunne Burke ikke forenes med den rendyrkede liberalisme. I dag anses han som at være konservatismens fader.

Han mente, at hurtige og voldsomme forandringer i samfundet måtte undgås, fordi de nedbryder den historiske udvikling med usikkerhed og forvirring til følge. ”…man kan ikke pludselig forandre deres status, levevilkår og vaner uden, at mængder af mennesker dermed bliver ført ud i elendighed” (Reflections on the Revolution in France).

Burke var på ingen måde modstander af reformer, der afgørende ændrer ved det bestående. Han krævede blot, at det skete ved en gradvis udvikling, der ikke glemte udgangspunktet for forandringerne: ”På en gang at bevare og reformere et noget ganske andet. Man må udfolde sig i stadig konflikt med den samlede kraft i de laster, som er deres modsætning – mod den forstokkethed som afviser alle forandringer, og mod den letsindighed som føler træthed og afsky over for alt det bestående…” (Reflections on the Revolution in France).

Burke vendte sig mod en rendyrket økonomisk liberalisme. Det var statsmagtens opgave at spille en aktiv rolle ved at regulere erhvervslivet på en sådan måde, at helhedens interesser blev tilgodeset.

Perspektiv til at teoretikere:

Aristoteles begreb om klogskab (fronesis) spillede en særlig rolle for hans politiske virke, ”thi klogskaben fordrer, at man i hver enkelt konkrete situation alt efter folks natur og kultur må afgøre, hvad der fremmer det gode liv”. Men han var også dybt præget af den engelske common law tradition, der bestod i en lang række enkeltafgørelser, som tilsammen udgjorde en ældgammel sædvane, der var et resultat af mange generationers visdom.

Burke er på linie med Platon når der ses på hvem som skal styre staten. Han tror på det ”naturlige hierarki” i samfundet.

Jürgen Habermas

Demokratiteoretiker

Jürgen Habermas er født i Tyskland i 1929, hvor han voksede op i den lille by Gummersbach øst for Köln. Han fik sin doktorgrad i 1954 og opnÃ¥ede i 1961 professorkompetence. Op gennem 60´erne, 70´erne og 80´erne har han udgivet en del publikationer, blandt andet kan nævnes hans hovedværk i to bind Theorie des kommunikative Handelns fra 1981. Efter at have arbejdet som journalist, som assistent ved Instituttet for Socialforskning i Frankfurt og have undervist i filosofi og sociologi ved Heidelberg og Frankfurt Universitet, vendte han tilbage til sit gamle professorat i Frankfurt i 1982, hvor han stadig er tilknyttet. [ref] Eriksen, Erik Oddvar m.fl. (2003): ”Kommunikativt demokrati”, 1.udgave, s. 17-18 – Hans Reitzels Forlag – ISBN 87-412-2443-4 [/ref]

Den deliberative demokratimodel er gennem mange år blevet præget af Habermas, som han beskrev den i sin bog Borgerlig Offentlighed, som udkom første gang i 1962. I bogen bruger han borgerlig offentlighed som et begreb, hvilket er et af de væsentligste begreber i Habermas´ skildring af demokrati. Først og fremmest skal der ved begrebet forstås et publikum af privatpersoner, som er fælles om at diskutere spørgsmål af betydning for statens udøvelse af sin autoritet. Borgerlig offentlighed fungerer dermed som et bindeled mellem befolkningen og staten. På den ene side formidler staten dens politik videre til borgerne, og på den anden side formidler borgerne deres interesser, som inddrages i den statslige beslutningsproces. Herved kommer det til syne, at borgerlig offentlighed hverken er en statslig eller privat position i samfundet, men et offentligt rum, hvor borgerne (private) samles som et publikum, hvor de kan præsentere de behov og interesser, de forventer dækket af staten. [ref]Habermas, Jürgen (2002): ”Borgerlig offentlighed”, 3.udgave, s. 25- Gyldendal Norsk Forlag AS – ISBN 82-05-30283-9[/ref]

Habermas mener, at man i den politiske proces skal benytte sig af borgerens fornuft og tildeler borgeren en rationel tankegang, som, han mener, er indbygget i et hvert individ. Denne rationelle fornuft giver samtidig individet et rationelt syn pÃ¥ verdenen og samfundet og bygger pÃ¥ oplysning og viden, som opstÃ¥r bl.a. ved social samkvem individer imellem, da man igennem samtale pÃ¥virker hinanden. Han forudsætter, at mennesket altid udtaler sig sandfærdigt og siger, hvad han/hun mener, hvilket er grundlaget for den fornuftige borger. [ref] Eriksen, Erik Oddvar m.fl. (2003): ”Kommunikativt demokrati”, 1.udgave, s. 15 – Hans Reitzels Forlag – ISBN 87-412-2443-4 [/ref]

Rationel fornuft har stor betydning i Habermas´ begreb om kommunikativ handlen. Dette begreb tager udgangspunkt i, at vi som individer og borgere bestræber os pÃ¥ at opnÃ¥ enighed, nÃ¥r vi taler sammen. Udover den rationelle fornuft, som individerne bidrager med til samtale, indeholder samtalen i sig selv en kommunikativ fornuft, fordi kommunikationen og diskussionen i samtalen i sig selv bidrager til en enighed, hvis individer bare fortsætter samtalen længe nok. [ref] Eriksen, Erik Oddvar m.fl. (2003): ”Kommunikativt demokrati”, 1.udgave, s. 19-22 – Hans Reitzels Forlag – ISBN 87-412-2443-4 [/ref]

Habermas erkender, at der kan ske brist i den kommunikative handlen, da individer pÃ¥ trods af fornuft er individuelle og dermed har individuelle præferencer. Bristen kan ske, hvis uenighed ikke kan opnÃ¥s, nÃ¥r individer har forskellige interesser, hvad gælder et politisk emne, eller hvis en beslutning skal tages, uden at der har været tid til at indhente nok information eller fortsætte samtalen længe nok. I denne forbindelse præsenterer Habermas flertalsprincippet. En beslutning mÃ¥ endnu tages pÃ¥ trods af uenighed, og det er her, at den fælles vilje sejrer. Dog skal medtages, at Habermas mener, at flertalsprincippet ikke yder retfærdighed overfor borgerne, fordi beslutningen ikke kan accepteres af alle, hvilket ellers er vigtigt i den deliberative demokratiforstÃ¥else. Han godtgør det med, at mindretallet stadig har mulighed for at arbejde for deres synspunkt og ved en senere lejlighed har mulighed for at sejre. Flertalsprincippet medfører diskussioner og beslutninger i offentlige rum, samt ved afstemninger. [ref] Eriksen, Erik Oddvar m.fl. (2003): ”Kommunikativt demokrati”, 1.udgave, s. 252-254-18 – Hans Reitzels Forlag – ISBN 87-412-2443-4 [/ref]

Habermas har tre grundprincipper, som, han mener, er koblet til et moderne samfund. Den ene er universalisme – enhver kan deltage (universale rettigheder), den anden er fallibilisme – at noget endegyldigt aldrig kan nÃ¥s, hvilket f.eks. ses, idet borgere har forskellige præferencer, som ikke altid stemmer overens, hvorefter flertallet bestemmer, og den tredje er personlig myndighed og frivillighed – enhver kan vælge at deltage, og enhver kan vælge at sige ja og nej.[ref] Habermas, Jürgen (2005): ”Demokrati og retsstat”, 1.udgave, s. 15 – Hans Reitzels Forlag – ISBN 87-412-2367-5 [/ref]
Med disse grundprincipper og hans teori om kommunikativ handlen udgør Habermas’ demokratiopfattelse den deliberative demokratiform, hvilken er ensbetydende med, at han går ind for indirekte demokrati.

Hal Koch

Demokratiteoretiker

Hal Koch levede fra 1904 til 1963 og var teolog i en stilling som professor i kirkehistorie ved København Universitet. Koch var en fremtrædende politisk og kulturel debattør. I 1945 udgav han ”Hvad er demokrati?”, som blev genoptrykt med meget få ændringer i 1960, da han stadig fandt den relevant.

”Hvad er demokrati?” bærer tydeligt præg af at være skrevet lige efter Anden Verdenskrig, hvor nazismen og antisemitismen stÃ¥r som klare modsætninger til demokratiet for Hal Koch. Koch er stærk fortaler for demokratiet, hvilket han ser som grundliggende for det danske samfund, og den bedste styringsform i et hvilket som helst samfund; lokalt, nationalt og internationalt. For at et demokrati er rigtigt, skal det for Koch være mere end et politisk system; det skal være borgernes livsstil hele vejen igennem i alle mellemmenneskelige forhold. [ref] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.17 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3 [/ref]

Koch stiller demokratiet op imod jungleloven som modsætninger. Han karakteriserer jungleloven ved, at det her er de stærkeste (det være sig fysisk, økonomisk eller i antal), der fÃ¥r ret. Han mener ikke, at dette giver det rigtige svar pÃ¥ et spørgsmÃ¥l eller problem, det viser blot, hvem der er stærkest. For at finde det rette svar mÃ¥ man gÃ¥ demokratisk til værks ved at argumentere og diskutere sig frem og derved komme frem til et kompromis, som tager hensyn til helheden. Respekt og gensidig forstÃ¥else er netop demokratiets væsen. [ref] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.20-31 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3 [/ref]

Efter at have debatteret en problematik hvor der ikke er fundet fuldstændig enighed, bør denne gÃ¥ til afstemning for at fastligge kompromiset. Koch gør tydeligt opmærksom pÃ¥, at afstemningen i sig selv ikke mÃ¥ forveksles med demokrati, den er blot et af flere midler. Afstemninger bør først afholdes, efter emnet er helt uddebatteret, nÃ¥r alle er kommet med deres synspunkter, og nÃ¥r alle har lyttet. Ellers er det ikke demokratisk, men blot en raffineret form af jungleloven, hvor de, der er flest, er stærkest. Men selv i tilfælde hvor et emne er uddebatteret inden afstemning, gør det sig gældende, at drøftelserne aldrig ender, da flertalsbeslutningen kun tilnærmelsesvis er den rigtige, og diskussionen bør derfor fortsætte. [ref] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s. 20-25 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3 [/ref]

Ifølge Koch bygger demokratiet pÃ¥ dialog og forstÃ¥else, og en af de største trusler imod det er propaganda. Enhver beslutning skal bygge pÃ¥ den forudgÃ¥ende diskussion. Hvis denne har været præget af propaganda, vil det ikke være muligt at træffe den rette beslutning. Koch mener, at det ikke bør være tilladt at holde politiske møder med over 500 deltagere, da det i større forsamlinger er lettere at fænge folk med slagord og paroler, hvilket ikke er den i demokratiet tilsigtede dialog med tilhørerne, men snarer det modsatte. [ref] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.18-22 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3 [/ref]

Der vil i enhver samfundsform altid være gode agitatorer, der fremfører propaganda. Det kan ikke undgÃ¥s, ikke en gang i et demokrati, og det kan derfor heller ikke undgÃ¥s, at der vil komme personer i parlamentet, der via gode agitatoriske evner kun ønsker at fremme deres egen situation. For at dæmme op for denne trussel imod demokratiet ser Koch oplysning og opdragelse som det eneste middel. For via oplysning vil modtagerne være i stand til selv at vurdere de udsagn, de skal tage en beslutning ud fra. Dette er ogsÃ¥ argumentet imod de, der kritiserer demokrati for at være pøbelvælde, hvor folk uden indsigt og kundskab styrer. Ved at oplyse befolkningen vil det være meget fÃ¥, der ikke har denne kundskab og indsigt. PÃ¥ denne baggrund hylder Koch det danske samfund, hvor der først ved almueskoler og højskoler og senere ved arbejderorganisationer som A.O.F. er blevet udbredt viden blandt befolkningen. Men disse institutioner har ogsÃ¥ været med til at opdrage befolkningen til selve demokratiet. [ref] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.37-49 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3 [/ref]

Da Koch ser demokratiet som en livsform, mener han ogsÃ¥, at ungdommen bedst opdrages til demokrati ved at leve i det. PÃ¥ denne mÃ¥de er det ikke bare et politisk system, men noget borgerne har med i alle mellemmenneskelige forhold, og det styrkes for hver generation. [ref] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.55 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3 [/ref]

Selvom Koch mener, at borgerne skal uddannes, så de har en vis kundskab til at træffe samfundsmæssige valg ud fra, går han ikke ind for en politisk elite. Når befolkningen er oplyst, er det ikke nødvendigt, og fagkundskaben kommer til orde som embedsmænd, hvorefter ministrene former forslagene, så de passer til samfundets helhed, da sagkundskaben har tendens til at se alt fra deres egen synsvinkel. (Koch 1991: 49) Eftersom Koch her skriver om ministre som en naturlig ting, må det formodes, at han går ind for indirekte demokrati.

Endeligt skal det nævnes, at selvom Koch erklærer, at ordet altid er en bedre vej end sværdet og taler imod alt magtanvendelse, er han dog ikke pacifist, da han har enkelte undtagelser. Han ser magt som et nødvendigt onde, hvor vold og uorden regerer, og en stat mÃ¥ derfor have bÃ¥de politi og militær til at tage sig af det pÃ¥ hver sit plan. [ref] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.30-31 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3 [/ref]