Samfundsviden

Demokratiteoretiker:

Robert Dahl er født i USA i 1915. Han har siden 1946 været ansat på Yale University. Fra 1964 var han professor i politisk videnskab, og siden hen har han forsat sit forfatterskab som professor emeritus. Dahl mener, at der findes mange forskellige bud på demokratiteori, som oftest ser forskelligt på, hvad det ideelle demokrati er. Han bruger selv eksemplet med en forening, hvor medlemmerne skal have mulighed for at gøre deres indflydelse gældende på samme vilkår som de øvrige medlemmer. I denne forbindelse opsætter Dahl fem normer for demokrati: ^[1]

1. Medbestemmelse
2. Lighed i valg
3. Opnåelse af begrundet indsigt
4. Kontrol med dagsordenen
5. Ingen udelukkelse af voksne

Medbestemmelse:
Alle skal have mulighed for at fremsætte sine synspunkter om en politik overfor de øvrige borgere. Dahl benytter igen eksemplet med en forening, hvor alle medlemmer skal have mulighed for at give sin mening til kende om foreningens politik.

Lighed i valg:

Alle skal være lige og have den samme vægtning i forbindelse med valg. I forbindelse med et parlamentsvalg skal alle borgere således have de samme muligheder for at stemme, og stemmerne skal optælles sidestillet.

Opnåelse af begrundet indsigt:

Alle skal indenfor en rimelig tidsramme have mulighed for at blive informeret om den relevante alternative politik samt konsekvenser heraf. (

Kontrol med dagsordnen:

Alle skal have mulighed for at beslutte, hvilke sager der bliver sat på dagsordnen. Dette betyder, at den demokratiske proces på baggrund af de foregående tre normer aldrig går i stå. Det skal altså være muligt for alle løbende at tilføje områder til den politiske dagsorden.

Ingen udelukkelse af voksne:

Alle voksne, eller i det mindste de fleste voksne med fast bopæl, skal have de fulde borgerrettigheder, der er indeholdt i de første fire kriterier.

Dahls fem normer gælder både på mikro- og makro niveau, da essensen af demokratiopfattelsen er identisk. I en forening såvel som i en stat som ønsker at være demokratisk, skal alle fem normer være opfyldte, for at der er de bedste muligheder for et godt demokrati. Dermed er det ikke sagt, at det bliver ideelt, da man ifølge Dahl kun kan tilstræbe et ideelt demokrati og aldrig skabe et. ^[2]Han ser således borgerinddragelse som en vigtig brik til et succesfuldt demokrati. I sin bog Democracy and it’s crises fra 1989 opsætter han to væsentlige kriterier:

1) Oplyst forståelse – at alle borgere skal have mulighed for – på basis af fri og fuld information – at danne sig en mening om de spørgsmål, der skal tages demokratisk stilling til.

2) Effektiv deltagelse – at alle borgere skal have mulighed for at give udtryk for deres synspunkter på sådanne spørgsmål og for at kunne påvirke resultatet.

Sigtepunkterne er således, for det første muligheden for fri meningsdannelse og for det andet den lige og effektive mulighed for at fremføre præferencer. Dette hænger godt sammen med Dahls fem tidligere omtalte normer for det ideelle demokrati.

For at imødekomme de ideelle demokratiske kriterier er der nogle normer og rammer, som skal være opfyldt. I denne forbindelse kan forskellige forhold i landet undersøges. Eksempelvis kan der ud fra det historiske forløb ses, hvorvidt der er en bred folkelig og effektiv deltagelse i det politiske liv, samt om situationen i den politiske sfære bliver omtalt i daglig tale og i videnskabelige diskussioner, og yderligere om borgerne omtaler staten som et demokrati. Resultaterne af en sådan undersøgelse vil være, at der skal være nogle allerede demokratiske institutioner tilstede, som udgør minimumskravene for, hvad der kan blive omtalt som et demokratisk land. (Jakobsen 1999: 75)

Den første institution er repræsentanter, der er valgt af borgerne, og som varetager styrets politiske afgørelser. Borgerne har dog de rettigheder, at de kan stemme deres valgte repræsentant ud, såfremt de ikke er tilfredse med dennes virke. Dette leder frem til den anden institution, som er kravet om frie, lige og hyppige valg. Den tredje institution er kravet om ytringsfrihed til alle borgere, hvor alle borgere skal have ret til at ytre sig uden at blive straffet, også selvom det, man siger, kan skade demokratiet. Borgerne skal desuden have ret til at søge alternativ information fra kilder, der er uafhængige af styret og politiske grupper, så individet kan forholde sig kritisk, såfremt dette er nødvendigt. Disse alternative informationskilder skal være beskyttet af loven, således at de kan informere frit og åbent. Borgerne skal endvidere have ret til at danne uafhængige politiske grupper eller foreninger, da der skal være forsamlingsfrihed i enhver demokratisk stat. Den sidste, nok mest vigtige institution er, at der skal være omfattende borgerrettigheder, som sikrer, at ingen borger i landet kan nægtes de rettigheder, som er tilgængelig for andre, som de ovenstående institutioner er baseret på. (Dahl 2000: 70)

Demokrati er, som de fleste forskere i dag er enige om, den bedste og mest stabile styreform, der findes. Dahl erkender, at der er en række brister i demokratiet, men disse er dog af mindre betydning, når man ser på de overordnede goder, som et fungerede demokrati fører med sig: ^[3]

1. Demokrati bidrager til at forhindre et styre af grusomme og ryggesløse autokrater
2. Demokrati garanterer sine borgere et antal fundamentale rettigheder, som ikke-demokratiske systemer ikke yder og ikke kan yde.
3. Demokrati sikrer sine borgere et større mål af personlig frihed end noget andet tænkeligt alternativ.
4. Demokrati hjælper folk med at beskytte deres fundamentale interesser.
5. Kun et demokratisk styre kan yde den maksimale mulighed for personer til at udfolde selvbestemmelsesrettens frihed – det vil sige at leve under love, de selv har valgt.
6. Kun et demokratisk styre kan yde de maksimale muligheder for at udvise moralsk ansvarlighed.
7. Demokrati fremmer menneskelig udvikling i større omfang end noget muligt alternativ.
8. Kun et demokratisk styre kan fremme en relativ høj grad af politisk lighed.
9. Moderne repræsentative demokratier udkæmper ikke indbydes krige.
10. Lande med demokratisk styre har en tendens til at være mere velstående end lande med ikke-demokratisk sture

Der kan således ikke være nogen tvivl om, at Dahl er en stor fortaler for demokratiet. Han ser dog nogle problemer med den repræsentative måde at føre politik på. Eksempelvis ser han problemer i forholdet mellem politiske og bureaukratiske eliter. Borgerne uddelegerer en enorm, tilnærmelsesvis uindskrænket magt til myndighederne. Denne magt bliver kontrolleret igennem førnævnte kriterier og institutioner, men den løbende kontrol er ikke altid konsekvent, hvilket kan medføre, at de styrende eliter har et for stort spillerum, hvilket umiddelbart må anses som værende udemokratisk. På den positive side kan man dog nævne, at eliterne konkurrerer, hvilket giver en positiv demokratiske sideeffekt. I et pluralistisk demokrati har de måske nok en større magt end den enkelte borger, men dog ikke en despotisk magt, som man ser i ikke-demokratiske stater. ^[4]

Karsten Sommer

Cand. Scient. Adm. (Politik & Administration) ved Aalborg Universitet og arbejder til dagligt som SAP/Teknisk Konsulent i et mindre IT-Konsulenthus.

More Posts - Website

^[1] Dahl, Robert A. (2000): ”Om Demokrati” 1. Udgave, s. 32-38 -Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck – ISBN 87-17-07010-4 ↩
^[2] Dahl, Robert A. (2000): ”Om Demokrati” 1. Udgave, s. 37 -Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck – ISBN 87-17-07010-4 ↩
^[3] Dahl, Robert A. (2000): ”Om Demokrati” 1. Udgave, s. 51 -Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck – ISBN 87-17-07010-4 ↩
^[4] Dahl, Robert A. (2000): ”Om Demokrati” 1. Udgave, s. 90-91 -Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck – ISBN 87-17-07010-4 ↩

Demokratiteoretiker

Joseph Schumpeter er født i Tjekkiet i 1883 og blev Østrigsk finansminister, inden han rejste til USA, hvor han blev professor på Havard University, og her udviklede han flere økonomiske teorier, inden han døde i 1950. (Pedersen 2005: 147)

Demokrati omtales normalt som folkestyre, og dermed menes, at de politiske vedtagelser afspejler befolkningens ønsker. Det siges, at ”regeringen er af folket, ved folket og for folket”. Dette kritiseres dog af Schumpeter, og han hævder, at demokrati ikke kan være et egentligt folkestyre, da folket ikke styrer sig selv, men overlader styret til en mere eller mindre repræsentativ valgt elite, fordi folkets direkte indflydelse på partier, kandidater og lovforslag er beskeden. Fokus skal flyttes fra befolkningens politiske meninger til befolkningens mening om, hvem der skal repræsentere dem og dermed træffe de politiske beslutninger. Schumpeter mener, at det er konkurrencen mellem eliter og partier, der er det egentlige demokrati. Politik og demokrati svarer derfor ifølge Schumpeter til valg mellem varer på et marked, hvor der ifølge ham altid er en form for konkurrence, der sjældent er fuldkomment. Ligeledes er der også altid en konkurrence i politik om folkets gunst. ^[1]

Schumpeters demokratiforståelse indebærer, at en elites magtudøvelse er uundgåelig, og at demokratiet ikke forudsætter nogen bred politisk deltagelse ud over valgene. (Østerud 2005: 139) Vælgernes opgave er derfor ifølge Schumpeter blot at acceptere eller forkaste det politiske styre ved periodiske valg. Hans demokrati bygger overordnet på en konkurrence mellem ulige eliter. (Østerud 2005: 151)^[2]

Dermed betyder demokrati for Schumpeter ikke, at befolkningen skal styre, men at de bare skal have muligheden for at vælge dem, der styrer for dem, og de valgte skal alle ifølge Schumpeter være politikere på fuld tid. Hvis alle havde en mulighed for at stille op til valg, vil det medføre en ret til at debattere og diskutere med alle, og ifølge Schumpeter har deltagelse i debatten ikke værdi i sig selv, og det vil heller ikke være realistisk, at hele befolkningen deltager. Befolkningen interesserer sig nemlig kun for at deltage i det der direkte har betydning for dem, som f. eks. det lokale demokrati, skolebestyrelser, idrætsforeninger osv. Flertallets vilje er ikke det samme som befolkningens vilje, derfor bør majoritetsprincippet bruges ved sammensætningen af en lovgivende forsamling, da det proportionelle valgsystem vil gøre det umuligt at registrere flertallets ønsker, hvilket er det afgørende for Schumpeter. Det ideelle for Schumpeter er et system, hvor to partier kæmper om flertallet i parlamentet, og det parti, som vinder flertallet, besidder dermed statsministerposten og danner efterfølgende regering. ^[3]

For at demokratiet kan eksistere er der nogle forudsætninger, som skal være opfyldt. Først og fremmest skal der være et kompetent uddannet ledermateriale, idet der er fare for, at et styre med svage ledere falder til fordel for mere totalitære regimer. Helt centralt er det, at konkurrencen mellem disse eliter er til stede, og det værende en konkurrence, som er så lige og fri som muligt. Samfundet skal desuden have et godt og velfungerende bureaukrati. F.eks. mener Schumpeter, at et monarki opfylder de demokratiske krav, da monarken kan udnævne og afskedige de ministre, som befolkningen ønsker. Derimod vil et konstitutionelt monarki ikke være demokratisk, da monarken i et sådant ikke kan udnævne de ministre og repræsentanter, befolkningen ønsker. Her er ministrene og repræsentanterne monarkens undersåtter. ^[4]

Dertil skal der i samfundet være en demokratisk selvkontrol, hvor alle grupper accepterer landets love, og både parlamentarikerne og vælgerne skal have en høj moral og være i stand til at modstå snyderi og bestikkelse. Endeligt skal alle acceptere de generelle holdninger i samfundet herunder tro og ytringsfrihed. I ethvert fællesskab vil der efter Schumpeters opfattelse altid blive både skabt og accepteret ledere, som varetager samfundets interesser. (Schumpeter 1976: 269)

For Schumpeter er demokratiet ikke noget ideal, men blot en metode til at træffe beslutninger, og individets deltagelse begrænser sig til politiske valg, der afsætter eller accepterer en regering. Schumpeter ønsker ikke, at befolkningen bliver uddannet for bedre at deltage i den politiske proces, da det kun er eliten, som skal kunne uddanne sig med henblik på at deltage i processen. Det valgte flertal skal så kunne gennemtrumfe sine ønsker og beslutninger uden hensynstagen til opposition og mindretal. Det centrale for Schumpeter er, at demokratiet er effektivt, så derfor skal en elite, der er valgt og støttet af et flertal af befolkningen, træffe de politiske beslutninger, hvilket medfører, at et indirekte demokrati ifølge Schumpeter er den bedste løsning for demokratiet. Han mener ikke, at der er noget samfund, om det er demokratisk eller ej, der kan tolerere og acceptere fuldstændig personlig frihed. Den politiske frihed, der er i et demokratisk samfund, findes også under flere andre styreformer, men hvis alle i princippet kan konkurrere om magten i samfundet, vil det i hvert fald garantere en øget pressefrihed, som er nødvendigt for den konkurrence, Schumpeter ønsker. ^[5]

Karsten Sommer

Cand. Scient. Adm. (Politik & Administration) ved Aalborg Universitet og arbejder til dagligt som SAP/Teknisk Konsulent i et mindre IT-Konsulenthus.

Robert Dahl

Karsten Sommer

Joseph Schumpeter

Karsten Sommer

Nye indlæg

Kategorier

Arkiv

Øvrige

Partier