21. oktober 2018

Deltagerdemokrati

DEMOKRATIFORMER:

Deltagerdemokrati er en demokratiforståelse, der giver borgerne medindflydelse på de politiske beslutningsprocesser, og det forudsætter et stort folkeligt engagement og en bred politisk deltagelse. For at opnå den store og brede politiske deltagelse gennem hele den politiske beslutningsproces kræver det, at borgerne er engagerede og deltager aktivt i alle beslutninger, der vedrører dem personligt. Et krav er dog, at det er muligt at nå en fælles rationel enighed i politiske spørgsmål og diskussioner. [1]

Tilhængerne af deltagerdemokrati opfatter demokrati som et ideal, der først opnås, når alle deltager aktivt i demokratiet. Folket har netop kontrol med demokratiet gennem den meget aktive deltagelse, som derfor er en nødvendighed for, at demokratiet her kan fungere. Deltagelse opfattes bredt, og omfatter ikke blot politisk deltagelse, det omfatter også alle andre aktiviteter eksempelvis i lokalområdet. For tilhængere af deltagerdemokratiet er deltagelse ikke blot et mål for demokratiet, men menes også at kunne forbedre den enkeltes selvtillid, samt at have en opdragende funktion for den enkelte borger. (Internet 1)

Der er fire begrundelser for et deltagerdemokrati. Den første omfatter de institutionelle begrundelser. Hvor bred og direkte deltagelse påvirker de politiske beslutninger, er det lettere at indfri bestemte gruppers ønsker. Der skal være en bred folkelig deltagelse i nærdemokratiet, lokalsamfundet, og argumentet er, at det fører til en bred politisk deltagelse. Derudover menes deltagelsen at have en positiv effekt for den enkelte borger. Uanset om resultaterne kan måles eller ej, menes deltagelsen at styrke borgerens selvtillid, erfaring og sociale og menneskelige relationer. En tredje begrundelse er, at den øgede politiske bevidsthed, som kommer med deltagelsen, vil føre til større interesse og indsigt i politiske sager og andres interesser. Målet er her en selvrealisering for borgeren. Den fjerde og sidste begrundelse går på, at politik opfattes som kommunikation, og der skabes en dialog om fælles interesser mellem borgerne.[2]

Karsten Sommer

Uddannet bachelor i Politik & Administration ved Aalborg Universitet, og har desuden taget kurser i politisk kommunikation og ledelse. Er desuden uddannet IT-Administator og har sideløbende studierne drevet et mindre IT-virksomhed siden 2001-

More Posts - Website

  1. [1]Østerud, Øyvind. (2005): ”Statsvitenskap- innføring i politisk analyse” 3. udgave, s. 139 – Universitetsforlaget – ISBN 82-15-00110-6
  2. [2]Østerud, Øyvind. (2005): ”Statsvitenskap- innføring i politisk analyse” 3. udgave, s. 139-140 – Universitetsforlaget – ISBN 82-15-00110-6

Deliberativt demokrati

DEMOKRATIFORMER:

Det deliberative demokrati har sammen med demokratiet i det hele taget sine rødder i det gamle Grækenland. Demokratiteoretikerne har i mange år koncentreret sig om andre former, men i de senere årtier har deliberation fået en renæssance. Eftersom tankegangen er blevet gendannet i nyere tid, er det indirekte demokrati, som dominerer den vestlige verden, blevet en inkorporeret del. En egentlig definition på deliberativt demokrati fælles for de teoretikere, der arbejder med fænomenet, findes ikke. Vi vil her derfor holde os til den forståelse, Vibeke Normann Andersen og Kasper Møller Hansen fremsætter i deres artikel Deliberativt demokrati og den nationale folkehøring om euroen fra Politica i 2002.

I ordet deliberation ligger en form for dialog eller kommunikation, hvilket er det centrale for tankegangen, men disse begreber udtrykker ikke teorien tydeligt nok. I en deliberativ demokratisk proces, er det ifølge Andersen og Hansen nødvendigt, at alle har lige adgang til at komme til orde, og at tilhørerne er åbne for andres synspunkter. Det vil sige, at alle i forsamlingen skal have lige mulighed for at give udtryk for deres synspunkter på en sådan måde, at de, der er stærke agitatorer, ikke får en fordel frem for de, der ikke er. Dette fremmes ved, at alle skal lytte aktivt til andres indlæg og tage dem op til overvejelse, så der fremkommer en diskussion eller rådslagning, som kan føre frem til, om ikke enighed, så noget der nærmer sig. [1]

Andersen og Hansen opstiller ni potentialer ved deliberativt demokrati:

  1. udvikler og opretholder en demokratisk kultur og tradition
  2. skaber bredere perspektivering, hvilket resulterer i ny information og nye idéer
  3. danner sammenhængende præferencer og konsistent argumentation
  4. minimerer brugen af argumentation, som refererer til snævre egeninteresser
  5. øger forståelsen mellem deltagerne
  6. uddanner deltagerne
  7. har en politisk aktiverende effekt
  8. etter gennemførelsen af beslutninger gennem højnet forståelse for baggrunden
  9. styrker legitimiteten
[2]

Men det deliberative demokrati åbner også for nogle spørgsmål. De to vigtigste er hvem og hvad. Hvem, der skal deltage i disse diskussioner, er der blandt teoretikerne ikke enighed om. Nogen mener, at det bør være en form for elite som f.eks. de folkevalgte, imens andre ser det som en nødvendighed, at det er et repræsentativt udsnit af befolkningen. Spørgsmålet om, hvad der skal delibereres om, er også væsentligt, da der er begrænsede ressourcer til de politiske processer, specielt hvad angår tid. Men ønsker man at indføre det deliberative demokrati fuldstændigt i et samfund, vil det skabe vanskeligheder at definere grænser for, hvilke spørgsmål der skal delibereres om, og hvilke der ikke skal, og der er også her uenighed blandt teoretikerne. [3]

Bl.a. på grundlag af overvejelser om disse uenigheder udformer Andersen og Hansen en definition på deliberativt demokrati, der er så bred som muligt. Deres definition lyder: ”en fri proces, hvor deltagerne argumenterer, lytter til og reflekterer i forhold til hinanden, hvilket former og eventuelt ændrer deres præferencer”. [4]

Karsten Sommer

Uddannet bachelor i Politik & Administration ved Aalborg Universitet, og har desuden taget kurser i politisk kommunikation og ledelse. Er desuden uddannet IT-Administator og har sideløbende studierne drevet et mindre IT-virksomhed siden 2001-

More Posts - Website

  1. [1]Andersen, Vibeke m.fl. (2002): ”Deliberativt demokrati og den nationale folkehøring om euroen” s. 80, ”Politica” 34. årg. nr. 1, ISSN 0105-0710
  2. [2]Andersen, Vibeke m.fl. (2002): ”Deliberativt demokrati og den nationale folkehøring om euroen” s. 82, ”Politica” 34. årg. nr. 1, ISSN 0105-0710
  3. [3]Andersen, Vibeke m.fl. (2002): ”Deliberativt demokrati og den nationale folkehøring om euroen” s. 78, ”Politica” 34. årg. nr. 1, ISSN 0105-0710
  4. [4]Andersen, Vibeke m.fl. (2002): ”Deliberativt demokrati og den nationale folkehøring om euroen” s. 80, ”Politica” 34. årg. nr. 1, ISSN 0105-0710

Forbrugerdemokrati

DEMOKRATIFORMER:

Forbrugerdemokrati er en forholdsvis ny form for demokrati i forhold til de mere traditionelle former. Forbrugerdemokrati er en demokratiform, hvor borgeren anses som en forbruger i det politiske spil eller nærmere en forbruger af de offentlige tjenester. Forbrugerdemokrati er også kendt ved termen servicedemokrati, netop fordi staten skal stå til rådighed med de offentlige tjenester, som forbrugeren har brug for.

Hver borger har som forbruger mulighed for direkte at påvirke den eller de tjenester, vedkommende er mest interesseret i. Denne demokratiform er baseret på en selvregulerende stats ideal og knap så meget på idealerne for et indirekte demokrati. Statens form udgøres af, at der sker en indsamling af forbrugernes ønsker, som de inden kan tilkendegive på et arrangement arrangeret kun til dette formål. Det er den fælles vilje, som vinder igennem, men stadig med forbrugerens præferencer i hovedsæde. (Torpe 2003: 21)

Det ville svare til, at vi i dag i Danmark som borgere kunne få individuel mulighed for at præge de offentlige services, vi har i dag, såsom frie daginstitutioner, fri uddannelse, fri sygehus og fri ældrepleje. Vi kunne præge dem, som vi ønsker, og eventuelt indsætte nye services, som f.eks. fri tandlæge, hvis det var det, flertallet ønsker sig.

Karsten Sommer

Uddannet bachelor i Politik & Administration ved Aalborg Universitet, og har desuden taget kurser i politisk kommunikation og ledelse. Er desuden uddannet IT-Administator og har sideløbende studierne drevet et mindre IT-virksomhed siden 2001-

More Posts - Website


Konkurrencedemokrati

DEMOKRATIFORMER:

Konkurrencedemokratiet foregår på den måde, at borgerne ved valg, der afholdes med jævne mellemrum, vælger nogle repræsentanter eller partier, der alle konkurrerer mod hinanden om magten eller flertallet i parlamentet, hvilket er meget lig det økonomiske marked, når virksomheder konkurrerer for at sælge flest mulige varer. Det betyder, at borgerne vælger nogle repræsentanter, der skal styre landet på vegne af borgerne. Herefter bliver de valgte repræsentanter enige om at danne en regering, som skal træffe de politiske beslutninger, da borgerne overdrager deres politiske indflydelse til de valgte repræsentanter. [1]

I et konkurrencedemokrati kan alle som regel tage del i konkurrencen og stille op til valgene, sådan er det dog ikke altid. I et elitedemokrati, der er en mere ekstrem form konkurrencedemokrati, er det kun en udvalgt elite, der kan stille op til valg. I et elitedemokrati går man ud fra, at en elite, der har magten, er uundgåelig, og elitestyret er derfor en nødvendighed, men udgør ikke nødvendigvis en fare for demokratiet. Konkurrencen mellem eliterne sikrer en cirkulation af magten, således at det ikke altid er de samme, der styrer. Er borgerne ikke tilfredse, kan de vælge nogle andre repræsentanter ved det næste valg og udskifte regeringen, hvilket sikrer en kontrol med regeringen. Eliten opfattes her derfor ikke som et problem, så længe der åbent konkurreres om regeringsmagten. [2]

Konkurrencedemokrati forudsætter ikke en bred politisk deltagelse, bortset fra når der skal vælges repræsentanter. I et elitedemokrati foretrækkes, at borgerne kun deltager ved valg af repræsentanter, da det ikke menes, at borgerne har den nødvendige kompetence til at deltage ud over det. Netop derfor skal det være en elite, der konkurrerer om magten. Eliten består af de mest ressourcestærke og dermed de mest politisk aktive, og derfor skal det netop være dem, som skal konkurrere om den politiske magt for dermed at sikre lighed i deltagelsen.

Populisme og flertalstyranni, hvor en stor samfundsklasse kommer til at bestemme over de mindre samfundsklasser, er en af farerne, tilhængere af elitedemokratiet ser ved et demokrati, og de farer ønsker de at komme udenom ved et elitedemokrati. Hovedvægten i et konkurrencedemokrati ligger i den tilpasning, der sker mellem politiske tilbud og den efterspørgsel, der sker ved selve valget. Præferencerne er alle givet på forhånd og den løbende debat, der forandrer holdninger er af mindre betydning. [3]

Karsten Sommer

Uddannet bachelor i Politik & Administration ved Aalborg Universitet, og har desuden taget kurser i politisk kommunikation og ledelse. Er desuden uddannet IT-Administator og har sideløbende studierne drevet et mindre IT-virksomhed siden 2001-

More Posts - Website

  1. [1]Østerud, Øyvind. (2005): ”Statsvitenskap- innføring i politisk analyse” 3. udgave, s. 139 – Universitetsforlaget – ISBN 82-15-00110-6
  2. [2]Torfing 2004, s. 12
  3. [3]Østerud, Øyvind. (2005): ”Statsvitenskap- innføring i politisk analyse” 3. udgave, s. 139-140 – Universitetsforlaget – ISBN 82-15-00110-6

Jürgen Habermas

Demokratiteoretiker

Jürgen Habermas er født i Tyskland i 1929, hvor han voksede op i den lille by Gummersbach øst for Köln. Han fik sin doktorgrad i 1954 og opnåede i 1961 professorkompetence. Op gennem 60´erne, 70´erne og 80´erne har han udgivet en del publikationer, blandt andet kan nævnes hans hovedværk i to bind Theorie des kommunikative Handelns fra 1981. Efter at have arbejdet som journalist, som assistent ved Instituttet for Socialforskning i Frankfurt og have undervist i filosofi og sociologi ved Heidelberg og Frankfurt Universitet, vendte han tilbage til sit gamle professorat i Frankfurt i 1982, hvor han stadig er tilknyttet. [1]

Den deliberative demokratimodel er gennem mange år blevet præget af Habermas, som han beskrev den i sin bog Borgerlig Offentlighed, som udkom første gang i 1962. I bogen bruger han borgerlig offentlighed som et begreb, hvilket er et af de væsentligste begreber i Habermas´ skildring af demokrati. Først og fremmest skal der ved begrebet forstås et publikum af privatpersoner, som er fælles om at diskutere spørgsmål af betydning for statens udøvelse af sin autoritet. Borgerlig offentlighed fungerer dermed som et bindeled mellem befolkningen og staten. På den ene side formidler staten dens politik videre til borgerne, og på den anden side formidler borgerne deres interesser, som inddrages i den statslige beslutningsproces. Herved kommer det til syne, at borgerlig offentlighed hverken er en statslig eller privat position i samfundet, men et offentligt rum, hvor borgerne (private) samles som et publikum, hvor de kan præsentere de behov og interesser, de forventer dækket af staten. [2]

Habermas mener, at man i den politiske proces skal benytte sig af borgerens fornuft og tildeler borgeren en rationel tankegang, som, han mener, er indbygget i et hvert individ. Denne rationelle fornuft giver samtidig individet et rationelt syn på verdenen og samfundet og bygger på oplysning og viden, som opstår bl.a. ved social samkvem individer imellem, da man igennem samtale påvirker hinanden. Han forudsætter, at mennesket altid udtaler sig sandfærdigt og siger, hvad han/hun mener, hvilket er grundlaget for den fornuftige borger. [3]

Rationel fornuft har stor betydning i Habermas´ begreb om kommunikativ handlen. Dette begreb tager udgangspunkt i, at vi som individer og borgere bestræber os på at opnå enighed, når vi taler sammen. Udover den rationelle fornuft, som individerne bidrager med til samtale, indeholder samtalen i sig selv en kommunikativ fornuft, fordi kommunikationen og diskussionen i samtalen i sig selv bidrager til en enighed, hvis individer bare fortsætter samtalen længe nok. [4]

Habermas erkender, at der kan ske brist i den kommunikative handlen, da individer på trods af fornuft er individuelle og dermed har individuelle præferencer. Bristen kan ske, hvis uenighed ikke kan opnås, når individer har forskellige interesser, hvad gælder et politisk emne, eller hvis en beslutning skal tages, uden at der har været tid til at indhente nok information eller fortsætte samtalen længe nok. I denne forbindelse præsenterer Habermas flertalsprincippet. En beslutning må endnu tages på trods af uenighed, og det er her, at den fælles vilje sejrer. Dog skal medtages, at Habermas mener, at flertalsprincippet ikke yder retfærdighed overfor borgerne, fordi beslutningen ikke kan accepteres af alle, hvilket ellers er vigtigt i den deliberative demokratiforståelse. Han godtgør det med, at mindretallet stadig har mulighed for at arbejde for deres synspunkt og ved en senere lejlighed har mulighed for at sejre. Flertalsprincippet medfører diskussioner og beslutninger i offentlige rum, samt ved afstemninger. [5]

Habermas har tre grundprincipper, som, han mener, er koblet til et moderne samfund. Den ene er universalisme – enhver kan deltage (universale rettigheder), den anden er fallibilisme – at noget endegyldigt aldrig kan nås, hvilket f.eks. ses, idet borgere har forskellige præferencer, som ikke altid stemmer overens, hvorefter flertallet bestemmer, og den tredje er personlig myndighed og frivillighed – enhver kan vælge at deltage, og enhver kan vælge at sige ja og nej.[6]
Med disse grundprincipper og hans teori om kommunikativ handlen udgør Habermas’ demokratiopfattelse den deliberative demokratiform, hvilken er ensbetydende med, at han går ind for indirekte demokrati.

Karsten Sommer

Uddannet bachelor i Politik & Administration ved Aalborg Universitet, og har desuden taget kurser i politisk kommunikation og ledelse. Er desuden uddannet IT-Administator og har sideløbende studierne drevet et mindre IT-virksomhed siden 2001-

More Posts - Website

  1. [1] Eriksen, Erik Oddvar m.fl. (2003): ”Kommunikativt demokrati”, 1.udgave, s. 17-18 – Hans Reitzels Forlag – ISBN 87-412-2443-4
  2. [2]Habermas, Jürgen (2002): ”Borgerlig offentlighed”, 3.udgave, s. 25- Gyldendal Norsk Forlag AS – ISBN 82-05-30283-9
  3. [3] Eriksen, Erik Oddvar m.fl. (2003): ”Kommunikativt demokrati”, 1.udgave, s. 15 – Hans Reitzels Forlag – ISBN 87-412-2443-4
  4. [4] Eriksen, Erik Oddvar m.fl. (2003): ”Kommunikativt demokrati”, 1.udgave, s. 19-22 – Hans Reitzels Forlag – ISBN 87-412-2443-4
  5. [5] Eriksen, Erik Oddvar m.fl. (2003): ”Kommunikativt demokrati”, 1.udgave, s. 252-254-18 – Hans Reitzels Forlag – ISBN 87-412-2443-4
  6. [6] Habermas, Jürgen (2005): ”Demokrati og retsstat”, 1.udgave, s. 15 – Hans Reitzels Forlag – ISBN 87-412-2367-5

Hal Koch

Demokratiteoretiker

Hal Koch levede fra 1904 til 1963 og var teolog i en stilling som professor i kirkehistorie ved København Universitet. Koch var en fremtrædende politisk og kulturel debattør. I 1945 udgav han ”Hvad er demokrati?”, som blev genoptrykt med meget få ændringer i 1960, da han stadig fandt den relevant.

”Hvad er demokrati?” bærer tydeligt præg af at være skrevet lige efter Anden Verdenskrig, hvor nazismen og antisemitismen står som klare modsætninger til demokratiet for Hal Koch. Koch er stærk fortaler for demokratiet, hvilket han ser som grundliggende for det danske samfund, og den bedste styringsform i et hvilket som helst samfund; lokalt, nationalt og internationalt. For at et demokrati er rigtigt, skal det for Koch være mere end et politisk system; det skal være borgernes livsstil hele vejen igennem i alle mellemmenneskelige forhold. [1]

Koch stiller demokratiet op imod jungleloven som modsætninger. Han karakteriserer jungleloven ved, at det her er de stærkeste (det være sig fysisk, økonomisk eller i antal), der får ret. Han mener ikke, at dette giver det rigtige svar på et spørgsmål eller problem, det viser blot, hvem der er stærkest. For at finde det rette svar må man gå demokratisk til værks ved at argumentere og diskutere sig frem og derved komme frem til et kompromis, som tager hensyn til helheden. Respekt og gensidig forståelse er netop demokratiets væsen. [2]

Efter at have debatteret en problematik hvor der ikke er fundet fuldstændig enighed, bør denne gå til afstemning for at fastligge kompromiset. Koch gør tydeligt opmærksom på, at afstemningen i sig selv ikke må forveksles med demokrati, den er blot et af flere midler. Afstemninger bør først afholdes, efter emnet er helt uddebatteret, når alle er kommet med deres synspunkter, og når alle har lyttet. Ellers er det ikke demokratisk, men blot en raffineret form af jungleloven, hvor de, der er flest, er stærkest. Men selv i tilfælde hvor et emne er uddebatteret inden afstemning, gør det sig gældende, at drøftelserne aldrig ender, da flertalsbeslutningen kun tilnærmelsesvis er den rigtige, og diskussionen bør derfor fortsætte. [3]

Ifølge Koch bygger demokratiet på dialog og forståelse, og en af de største trusler imod det er propaganda. Enhver beslutning skal bygge på den forudgående diskussion. Hvis denne har været præget af propaganda, vil det ikke være muligt at træffe den rette beslutning. Koch mener, at det ikke bør være tilladt at holde politiske møder med over 500 deltagere, da det i større forsamlinger er lettere at fænge folk med slagord og paroler, hvilket ikke er den i demokratiet tilsigtede dialog med tilhørerne, men snarer det modsatte. [4]

Der vil i enhver samfundsform altid være gode agitatorer, der fremfører propaganda. Det kan ikke undgås, ikke en gang i et demokrati, og det kan derfor heller ikke undgås, at der vil komme personer i parlamentet, der via gode agitatoriske evner kun ønsker at fremme deres egen situation. For at dæmme op for denne trussel imod demokratiet ser Koch oplysning og opdragelse som det eneste middel. For via oplysning vil modtagerne være i stand til selv at vurdere de udsagn, de skal tage en beslutning ud fra. Dette er også argumentet imod de, der kritiserer demokrati for at være pøbelvælde, hvor folk uden indsigt og kundskab styrer. Ved at oplyse befolkningen vil det være meget få, der ikke har denne kundskab og indsigt. På denne baggrund hylder Koch det danske samfund, hvor der først ved almueskoler og højskoler og senere ved arbejderorganisationer som A.O.F. er blevet udbredt viden blandt befolkningen. Men disse institutioner har også været med til at opdrage befolkningen til selve demokratiet. [5]

Da Koch ser demokratiet som en livsform, mener han også, at ungdommen bedst opdrages til demokrati ved at leve i det. På denne måde er det ikke bare et politisk system, men noget borgerne har med i alle mellemmenneskelige forhold, og det styrkes for hver generation. [6]

Selvom Koch mener, at borgerne skal uddannes, så de har en vis kundskab til at træffe samfundsmæssige valg ud fra, går han ikke ind for en politisk elite. Når befolkningen er oplyst, er det ikke nødvendigt, og fagkundskaben kommer til orde som embedsmænd, hvorefter ministrene former forslagene, så de passer til samfundets helhed, da sagkundskaben har tendens til at se alt fra deres egen synsvinkel. (Koch 1991: 49) Eftersom Koch her skriver om ministre som en naturlig ting, må det formodes, at han går ind for indirekte demokrati.

Endeligt skal det nævnes, at selvom Koch erklærer, at ordet altid er en bedre vej end sværdet og taler imod alt magtanvendelse, er han dog ikke pacifist, da han har enkelte undtagelser. Han ser magt som et nødvendigt onde, hvor vold og uorden regerer, og en stat må derfor have både politi og militær til at tage sig af det på hver sit plan. [7]

Karsten Sommer

Uddannet bachelor i Politik & Administration ved Aalborg Universitet, og har desuden taget kurser i politisk kommunikation og ledelse. Er desuden uddannet IT-Administator og har sideløbende studierne drevet et mindre IT-virksomhed siden 2001-

More Posts - Website

  1. [1] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.17 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3
  2. [2] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.20-31 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3
  3. [3] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s. 20-25 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3
  4. [4] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.18-22 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3
  5. [5] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.37-49 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3
  6. [6] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.55 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3
  7. [7] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.30-31 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3

Robert Dahl

Demokratiteoretiker:

Robert Dahl er født i USA i 1915. Han har siden 1946 været ansat på Yale University. Fra 1964 var han professor i politisk videnskab, og siden hen har han forsat sit forfatterskab som professor emeritus. Dahl mener, at der findes mange forskellige bud på demokratiteori, som oftest ser forskelligt på, hvad det ideelle demokrati er. Han bruger selv eksemplet med en forening, hvor medlemmerne skal have mulighed for at gøre deres indflydelse gældende på samme vilkår som de øvrige medlemmer. I denne forbindelse opsætter Dahl fem normer for demokrati: [1]

1. Medbestemmelse
2. Lighed i valg
3. Opnåelse af begrundet indsigt
4. Kontrol med dagsordenen
5. Ingen udelukkelse af voksne

Medbestemmelse:
Alle skal have mulighed for at fremsætte sine synspunkter om en politik overfor de øvrige borgere. Dahl benytter igen eksemplet med en forening, hvor alle medlemmer skal have mulighed for at give sin mening til kende om foreningens politik.

Lighed i valg:

Alle skal være lige og have den samme vægtning i forbindelse med valg. I forbindelse med et parlamentsvalg skal alle borgere således have de samme muligheder for at stemme, og stemmerne skal optælles sidestillet.

Opnåelse af begrundet indsigt:

Alle skal indenfor en rimelig tidsramme have mulighed for at blive informeret om den relevante alternative politik samt konsekvenser heraf. (

Kontrol med dagsordnen:

Alle skal have mulighed for at beslutte, hvilke sager der bliver sat på dagsordnen. Dette betyder, at den demokratiske proces på baggrund af de foregående tre normer aldrig går i stå. Det skal altså være muligt for alle løbende at tilføje områder til den politiske dagsorden.

Ingen udelukkelse af voksne:

Alle voksne, eller i det mindste de fleste voksne med fast bopæl, skal have de fulde borgerrettigheder, der er indeholdt i de første fire kriterier.

Dahls fem normer gælder både på mikro- og makro niveau, da essensen af demokratiopfattelsen er identisk. I en forening såvel som i en stat som ønsker at være demokratisk, skal alle fem normer være opfyldte, for at der er de bedste muligheder for et godt demokrati. Dermed er det ikke sagt, at det bliver ideelt, da man ifølge Dahl kun kan tilstræbe et ideelt demokrati og aldrig skabe et. [2]Han ser således borgerinddragelse som en vigtig brik til et succesfuldt demokrati. I sin bog Democracy and it’s crises fra 1989 opsætter han to væsentlige kriterier:

1) Oplyst forståelse – at alle borgere skal have mulighed for – på basis af fri og fuld information – at danne sig en mening om de spørgsmål, der skal tages demokratisk stilling til.

2) Effektiv deltagelse – at alle borgere skal have mulighed for at give udtryk for deres synspunkter på sådanne spørgsmål og for at kunne påvirke resultatet.

Sigtepunkterne er således, for det første muligheden for fri meningsdannelse og for det andet den lige og effektive mulighed for at fremføre præferencer. Dette hænger godt sammen med Dahls fem tidligere omtalte normer for det ideelle demokrati.

For at imødekomme de ideelle demokratiske kriterier er der nogle normer og rammer, som skal være opfyldt. I denne forbindelse kan forskellige forhold i landet undersøges. Eksempelvis kan der ud fra det historiske forløb ses, hvorvidt der er en bred folkelig og effektiv deltagelse i det politiske liv, samt om situationen i den politiske sfære bliver omtalt i daglig tale og i videnskabelige diskussioner, og yderligere om borgerne omtaler staten som et demokrati. Resultaterne af en sådan undersøgelse vil være, at der skal være nogle allerede demokratiske institutioner tilstede, som udgør minimumskravene for, hvad der kan blive omtalt som et demokratisk land. (Jakobsen 1999: 75)

Den første institution er repræsentanter, der er valgt af borgerne, og som varetager styrets politiske afgørelser. Borgerne har dog de rettigheder, at de kan stemme deres valgte repræsentant ud, såfremt de ikke er tilfredse med dennes virke. Dette leder frem til den anden institution, som er kravet om frie, lige og hyppige valg. Den tredje institution er kravet om ytringsfrihed til alle borgere, hvor alle borgere skal have ret til at ytre sig uden at blive straffet, også selvom det, man siger, kan skade demokratiet. Borgerne skal desuden have ret til at søge alternativ information fra kilder, der er uafhængige af styret og politiske grupper, så individet kan forholde sig kritisk, såfremt dette er nødvendigt. Disse alternative informationskilder skal være beskyttet af loven, således at de kan informere frit og åbent. Borgerne skal endvidere have ret til at danne uafhængige politiske grupper eller foreninger, da der skal være forsamlingsfrihed i enhver demokratisk stat. Den sidste, nok mest vigtige institution er, at der skal være omfattende borgerrettigheder, som sikrer, at ingen borger i landet kan nægtes de rettigheder, som er tilgængelig for andre, som de ovenstående institutioner er baseret på. (Dahl 2000: 70)

Demokrati er, som de fleste forskere i dag er enige om, den bedste og mest stabile styreform, der findes. Dahl erkender, at der er en række brister i demokratiet, men disse er dog af mindre betydning, når man ser på de overordnede goder, som et fungerede demokrati fører med sig: [3]

1. Demokrati bidrager til at forhindre et styre af grusomme og ryggesløse autokrater
2. Demokrati garanterer sine borgere et antal fundamentale rettigheder, som ikke-demokratiske systemer ikke yder og ikke kan yde.
3. Demokrati sikrer sine borgere et større mål af personlig frihed end noget andet tænkeligt alternativ.
4. Demokrati hjælper folk med at beskytte deres fundamentale interesser.
5. Kun et demokratisk styre kan yde den maksimale mulighed for personer til at udfolde selvbestemmelsesrettens frihed – det vil sige at leve under love, de selv har valgt.
6. Kun et demokratisk styre kan yde de maksimale muligheder for at udvise moralsk ansvarlighed.
7. Demokrati fremmer menneskelig udvikling i større omfang end noget muligt alternativ.
8. Kun et demokratisk styre kan fremme en relativ høj grad af politisk lighed.
9. Moderne repræsentative demokratier udkæmper ikke indbydes krige.
10. Lande med demokratisk styre har en tendens til at være mere velstående end lande med ikke-demokratisk sture

Der kan således ikke være nogen tvivl om, at Dahl er en stor fortaler for demokratiet. Han ser dog nogle problemer med den repræsentative måde at føre politik på. Eksempelvis ser han problemer i forholdet mellem politiske og bureaukratiske eliter. Borgerne uddelegerer en enorm, tilnærmelsesvis uindskrænket magt til myndighederne. Denne magt bliver kontrolleret igennem førnævnte kriterier og institutioner, men den løbende kontrol er ikke altid konsekvent, hvilket kan medføre, at de styrende eliter har et for stort spillerum, hvilket umiddelbart må anses som værende udemokratisk. På den positive side kan man dog nævne, at eliterne konkurrerer, hvilket giver en positiv demokratiske sideeffekt. I et pluralistisk demokrati har de måske nok en større magt end den enkelte borger, men dog ikke en despotisk magt, som man ser i ikke-demokratiske stater. [4]

Karsten Sommer

Uddannet bachelor i Politik & Administration ved Aalborg Universitet, og har desuden taget kurser i politisk kommunikation og ledelse. Er desuden uddannet IT-Administator og har sideløbende studierne drevet et mindre IT-virksomhed siden 2001-

More Posts - Website

  1. [1]Dahl, Robert A. (2000): ”Om Demokrati” 1. Udgave, s. 32-38 -Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck – ISBN 87-17-07010-4
  2. [2]Dahl, Robert A. (2000): ”Om Demokrati” 1. Udgave, s. 37 -Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck – ISBN 87-17-07010-4
  3. [3]Dahl, Robert A. (2000): ”Om Demokrati” 1. Udgave, s. 51 -Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck – ISBN 87-17-07010-4
  4. [4]Dahl, Robert A. (2000): ”Om Demokrati” 1. Udgave, s. 90-91 -Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck – ISBN 87-17-07010-4

Introduktion til demokrati som styreform

Demokrati er et overordnet begreb, og der er mange forståelser af demokrati. Som oftest skelner man mellem to overordnede former: direkte og indirekte demokrati. Under direkte demokrati er det folket selv, som tager de politiske beslutninger, hvorimod det under indirekte demokrati, også kaldt repræsentativt demokrati, er valgte repræsentanter, som træffer beslutningerne. .[1]

Kernen i demokratibegrebet er relationen mellem borger og det politiske styre. Et demokratisk styre kan være opbygget på forskellige måder. En styreform ligger måske vægt på, at beslutninger træffes, således at de er i overensstemmelse med størstedelen af befolkningens ønske, hvorimod en anden ligger vægt på, at der via kommunikation skabes størst mulig enighed. En styreform kan ligeledes ligge vægt på at være et indirekte demokrati og en anden styreform et direkte demokrati. Figur 8.1 forsøger at skitsere denne relationen mellem disse variabler, og her præsenteres vi for fire demokratiformer. [2]

Den horisontale akse viser i hvor høj grad, borgeren er deltagende i beslutningsprocessen og afgør, om demokratiet er direkte eller indirekte, hvilket ses ud fra polerne. Den vertikale akse viser, hvor stor rolle offentlige drøftelser tillægges i forhold til flertallets vilje. Det individualistisk orienterede perspektiv, som den ene pol viser, indikerer, om den fælles vilje imødekommes ved at sammenfatte de individuelle viljer eller interesser og derved finde frem til et flertal. Det offentlighedsorienterede perspektiv, som den anden pol viser, er der, hvor den fælles vilje opstår som resultat af netop offentlige drøftelser. Disse drøftelser foregår i offentlige forsamlinger og har offentlige anliggender på dagsordenen. [3]

I figuren er indskrevet fire demokratiformer i forhold til, hvilke værdier de tillægger demokratiet. Øverst til venstre befinder konkurrencedemokratiet sig og ud fra placeringen ses, at denne demokratiform ligger vægt på et indirekte demokrati, samt styring efter flertallets vilje gennem det individualistisk orienterede perspektiv. Forbrugerdemokratiet, placeret øverst til højre, ligger vægt på direkte styre, samt på det individualistisk orienterede perspektiv. Det deliberative demokrati, placeret nederst til venstre, ligger vægt på indirekte demokrati, samt på det offentlighedsorienterede perspektiv. Endelig er der deltagerdemokratiet, placeret nederst til højre, som ligger vægt på direkte demokrati, samt det offentlighedsorienterede perspektiv. De fire demokratiformer adskiller sig fra hinanden enten ved styreformen eller ved måden, hvorpå de imødekommer den fælles vilje.

Karsten Sommer

Uddannet bachelor i Politik & Administration ved Aalborg Universitet, og har desuden taget kurser i politisk kommunikation og ledelse. Er desuden uddannet IT-Administator og har sideløbende studierne drevet et mindre IT-virksomhed siden 2001-

More Posts - Website

  1. [1]Svensson, Palle (2003): ”Folkets røst”,
    Aarhus Universitetsforlag – ISBN 87-7934-074-1
  2. [2]Torpe, Lars (2005): “Demokrati pÃ¥ nettet”, 1.udgave, Aalborg Universitetsforlag – ISBN 87-7307-734-8
  3. [3]Torpe, Lars (2005) 17-18: “Demokrati pÃ¥ nettet”, 1.udgave, Aalborg Universitetsforlag – ISBN 87-7307-734-8

Joseph Schumpeter

Demokratiteoretiker

Joseph Schumpeter er født i Tjekkiet i 1883 og blev Østrigsk finansminister, inden han rejste til USA, hvor han blev professor på Havard University, og her udviklede han flere økonomiske teorier, inden han døde i 1950. (Pedersen 2005: 147)

Demokrati omtales normalt som folkestyre, og dermed menes, at de politiske vedtagelser afspejler befolkningens ønsker. Det siges, at ”regeringen er af folket, ved folket og for folket”. Dette kritiseres dog af Schumpeter, og han hævder, at demokrati ikke kan være et egentligt folkestyre, da folket ikke styrer sig selv, men overlader styret til en mere eller mindre repræsentativ valgt elite, fordi folkets direkte indflydelse på partier, kandidater og lovforslag er beskeden. Fokus skal flyttes fra befolkningens politiske meninger til befolkningens mening om, hvem der skal repræsentere dem og dermed træffe de politiske beslutninger. Schumpeter mener, at det er konkurrencen mellem eliter og partier, der er det egentlige demokrati. Politik og demokrati svarer derfor ifølge Schumpeter til valg mellem varer på et marked, hvor der ifølge ham altid er en form for konkurrence, der sjældent er fuldkomment. Ligeledes er der også altid en konkurrence i politik om folkets gunst. [1]

Schumpeters demokratiforståelse indebærer, at en elites magtudøvelse er uundgåelig, og at demokratiet ikke forudsætter nogen bred politisk deltagelse ud over valgene. (Østerud 2005: 139) Vælgernes opgave er derfor ifølge Schumpeter blot at acceptere eller forkaste det politiske styre ved periodiske valg. Hans demokrati bygger overordnet på en konkurrence mellem ulige eliter. (Østerud 2005: 151)[2]

Dermed betyder demokrati for Schumpeter ikke, at befolkningen skal styre, men at de bare skal have muligheden for at vælge dem, der styrer for dem, og de valgte skal alle ifølge Schumpeter være politikere på fuld tid. Hvis alle havde en mulighed for at stille op til valg, vil det medføre en ret til at debattere og diskutere med alle, og ifølge Schumpeter har deltagelse i debatten ikke værdi i sig selv, og det vil heller ikke være realistisk, at hele befolkningen deltager. Befolkningen interesserer sig nemlig kun for at deltage i det der direkte har betydning for dem, som f. eks. det lokale demokrati, skolebestyrelser, idrætsforeninger osv. Flertallets vilje er ikke det samme som befolkningens vilje, derfor bør majoritetsprincippet bruges ved sammensætningen af en lovgivende forsamling, da det proportionelle valgsystem vil gøre det umuligt at registrere flertallets ønsker, hvilket er det afgørende for Schumpeter. Det ideelle for Schumpeter er et system, hvor to partier kæmper om flertallet i parlamentet, og det parti, som vinder flertallet, besidder dermed statsministerposten og danner efterfølgende regering. [3]

For at demokratiet kan eksistere er der nogle forudsætninger, som skal være opfyldt. Først og fremmest skal der være et kompetent uddannet ledermateriale, idet der er fare for, at et styre med svage ledere falder til fordel for mere totalitære regimer. Helt centralt er det, at konkurrencen mellem disse eliter er til stede, og det værende en konkurrence, som er så lige og fri som muligt. Samfundet skal desuden have et godt og velfungerende bureaukrati. F.eks. mener Schumpeter, at et monarki opfylder de demokratiske krav, da monarken kan udnævne og afskedige de ministre, som befolkningen ønsker. Derimod vil et konstitutionelt monarki ikke være demokratisk, da monarken i et sådant ikke kan udnævne de ministre og repræsentanter, befolkningen ønsker. Her er ministrene og repræsentanterne monarkens undersåtter. [4]

Dertil skal der i samfundet være en demokratisk selvkontrol, hvor alle grupper accepterer landets love, og både parlamentarikerne og vælgerne skal have en høj moral og være i stand til at modstå snyderi og bestikkelse. Endeligt skal alle acceptere de generelle holdninger i samfundet herunder tro og ytringsfrihed. I ethvert fællesskab vil der efter Schumpeters opfattelse altid blive både skabt og accepteret ledere, som varetager samfundets interesser. (Schumpeter 1976: 269)

For Schumpeter er demokratiet ikke noget ideal, men blot en metode til at træffe beslutninger, og individets deltagelse begrænser sig til politiske valg, der afsætter eller accepterer en regering. Schumpeter ønsker ikke, at befolkningen bliver uddannet for bedre at deltage i den politiske proces, da det kun er eliten, som skal kunne uddanne sig med henblik på at deltage i processen. Det valgte flertal skal så kunne gennemtrumfe sine ønsker og beslutninger uden hensynstagen til opposition og mindretal. Det centrale for Schumpeter er, at demokratiet er effektivt, så derfor skal en elite, der er valgt og støttet af et flertal af befolkningen, træffe de politiske beslutninger, hvilket medfører, at et indirekte demokrati ifølge Schumpeter er den bedste løsning for demokratiet. Han mener ikke, at der er noget samfund, om det er demokratisk eller ej, der kan tolerere og acceptere fuldstændig personlig frihed. Den politiske frihed, der er i et demokratisk samfund, findes også under flere andre styreformer, men hvis alle i princippet kan konkurrere om magten i samfundet, vil det i hvert fald garantere en øget pressefrihed, som er nødvendigt for den konkurrence, Schumpeter ønsker. [5]

Karsten Sommer

Uddannet bachelor i Politik & Administration ved Aalborg Universitet, og har desuden taget kurser i politisk kommunikation og ledelse. Er desuden uddannet IT-Administator og har sideløbende studierne drevet et mindre IT-virksomhed siden 2001-

More Posts - Website

  1. [1]. Schumpeter, Joseph A. (1946): ”Capitalism, Socialism and Democracy” 5. udgave, s. 271 – George Allen & Unwin LTD – ISBN 0-04-335031-3
  2. [2]Østerud, Øyvind. (2002): ”Statsvitenskap- innføring i politisk analyse” 3. udgave, s. 151 – Universitetsforlaget – ISBN 82-15-00110-6
  3. [3]. Schumpeter, Joseph A. (1946): ”Capitalism, Socialism and Democracy” 5. udgave, s. 274 – George Allen & Unwin LTD – ISBN 0-04-335031-3
  4. [4]. Schumpeter, Joseph A. (1946): ”Capitalism, Socialism and Democracy” 5. udgave, s. 270 – George Allen & Unwin LTD – ISBN 0-04-335031-3
  5. [5]. Schumpeter, Joseph A. (1946): ”Capitalism, Socialism and Democracy” 5. udgave, s. 270-274 – George Allen & Unwin LTD – ISBN 0-04-335031-3