21. november 2018

Hal Koch

Demokratiteoretiker

Hal Koch levede fra 1904 til 1963 og var teolog i en stilling som professor i kirkehistorie ved København Universitet. Koch var en fremtrædende politisk og kulturel debattør. I 1945 udgav han ”Hvad er demokrati?”, som blev genoptrykt med meget få ændringer i 1960, da han stadig fandt den relevant.

”Hvad er demokrati?” bærer tydeligt præg af at være skrevet lige efter Anden Verdenskrig, hvor nazismen og antisemitismen står som klare modsætninger til demokratiet for Hal Koch. Koch er stærk fortaler for demokratiet, hvilket han ser som grundliggende for det danske samfund, og den bedste styringsform i et hvilket som helst samfund; lokalt, nationalt og internationalt. For at et demokrati er rigtigt, skal det for Koch være mere end et politisk system; det skal være borgernes livsstil hele vejen igennem i alle mellemmenneskelige forhold. [1]

Koch stiller demokratiet op imod jungleloven som modsætninger. Han karakteriserer jungleloven ved, at det her er de stærkeste (det være sig fysisk, økonomisk eller i antal), der får ret. Han mener ikke, at dette giver det rigtige svar på et spørgsmål eller problem, det viser blot, hvem der er stærkest. For at finde det rette svar må man gå demokratisk til værks ved at argumentere og diskutere sig frem og derved komme frem til et kompromis, som tager hensyn til helheden. Respekt og gensidig forståelse er netop demokratiets væsen. [2]

Efter at have debatteret en problematik hvor der ikke er fundet fuldstændig enighed, bør denne gå til afstemning for at fastligge kompromiset. Koch gør tydeligt opmærksom på, at afstemningen i sig selv ikke må forveksles med demokrati, den er blot et af flere midler. Afstemninger bør først afholdes, efter emnet er helt uddebatteret, når alle er kommet med deres synspunkter, og når alle har lyttet. Ellers er det ikke demokratisk, men blot en raffineret form af jungleloven, hvor de, der er flest, er stærkest. Men selv i tilfælde hvor et emne er uddebatteret inden afstemning, gør det sig gældende, at drøftelserne aldrig ender, da flertalsbeslutningen kun tilnærmelsesvis er den rigtige, og diskussionen bør derfor fortsætte. [3]

Ifølge Koch bygger demokratiet på dialog og forståelse, og en af de største trusler imod det er propaganda. Enhver beslutning skal bygge på den forudgående diskussion. Hvis denne har været præget af propaganda, vil det ikke være muligt at træffe den rette beslutning. Koch mener, at det ikke bør være tilladt at holde politiske møder med over 500 deltagere, da det i større forsamlinger er lettere at fænge folk med slagord og paroler, hvilket ikke er den i demokratiet tilsigtede dialog med tilhørerne, men snarer det modsatte. [4]

Der vil i enhver samfundsform altid være gode agitatorer, der fremfører propaganda. Det kan ikke undgås, ikke en gang i et demokrati, og det kan derfor heller ikke undgås, at der vil komme personer i parlamentet, der via gode agitatoriske evner kun ønsker at fremme deres egen situation. For at dæmme op for denne trussel imod demokratiet ser Koch oplysning og opdragelse som det eneste middel. For via oplysning vil modtagerne være i stand til selv at vurdere de udsagn, de skal tage en beslutning ud fra. Dette er også argumentet imod de, der kritiserer demokrati for at være pøbelvælde, hvor folk uden indsigt og kundskab styrer. Ved at oplyse befolkningen vil det være meget få, der ikke har denne kundskab og indsigt. På denne baggrund hylder Koch det danske samfund, hvor der først ved almueskoler og højskoler og senere ved arbejderorganisationer som A.O.F. er blevet udbredt viden blandt befolkningen. Men disse institutioner har også været med til at opdrage befolkningen til selve demokratiet. [5]

Da Koch ser demokratiet som en livsform, mener han også, at ungdommen bedst opdrages til demokrati ved at leve i det. På denne måde er det ikke bare et politisk system, men noget borgerne har med i alle mellemmenneskelige forhold, og det styrkes for hver generation. [6]

Selvom Koch mener, at borgerne skal uddannes, så de har en vis kundskab til at træffe samfundsmæssige valg ud fra, går han ikke ind for en politisk elite. Når befolkningen er oplyst, er det ikke nødvendigt, og fagkundskaben kommer til orde som embedsmænd, hvorefter ministrene former forslagene, så de passer til samfundets helhed, da sagkundskaben har tendens til at se alt fra deres egen synsvinkel. (Koch 1991: 49) Eftersom Koch her skriver om ministre som en naturlig ting, må det formodes, at han går ind for indirekte demokrati.

Endeligt skal det nævnes, at selvom Koch erklærer, at ordet altid er en bedre vej end sværdet og taler imod alt magtanvendelse, er han dog ikke pacifist, da han har enkelte undtagelser. Han ser magt som et nødvendigt onde, hvor vold og uorden regerer, og en stat må derfor have både politi og militær til at tage sig af det på hver sit plan. [7]

Karsten Sommer

Uddannet bachelor i Politik & Administration ved Aalborg Universitet, og har desuden taget kurser i politisk kommunikation og ledelse. Er desuden uddannet IT-Administator og har sideløbende studierne drevet et mindre IT-virksomhed siden 2001-

More Posts - Website

  1. [1] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.17 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3
  2. [2] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.20-31 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3
  3. [3] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s. 20-25 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3
  4. [4] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.18-22 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3
  5. [5] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.37-49 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3
  6. [6] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.55 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3
  7. [7] Koch, Hal (1991): ”Hvad er demokrati?” 5. Udgave, s.30-31 – Gyldendal – ISBN 87-00-05803-3

Speak Your Mind