Kritisk teori’s videnskabsopfattelse anviser, at samfundsvidenskaberne skal forholde sig kritisk til de samfundsforhold de undersøger. Dette adskiller Kritisk teori fra positivismen og empirisk analytisk videnskabsteori, som anser værdineutralitet som et behov for, at kunne opnå objektivitet og gyldig viden. Kritisk Teori er en sammensmeltning af objektivitet og subjektivitet. Den kritiske teori kan altså være både normativ og subjektiv.
Kort opsummering af videnskabssyn
Fortolkningsvidenskab: deltagersynsvinklen er den relevante metodemæssige angrebsmåde. empirisk-analytisk teori: Iagttagelser skal foretages ud fra en tilskuerposition. Kritisk Teori: både deltager og tilskuersynsvinkel.
Kritisk Teori indeholder både elementer fra fortolkningsvidenskaben og empirisk analytisk teori og er i dens synsvinkel både objektiverende og subjektiverende. Ifølge kritisk teori er begge synsvinkler nødvendige for at opnå en udtømmende forståelse af den sociale virkelighed. Alt socialt liv indeholder både et subjektivt og et objektivt plan, de handlinger og processer der foregår i eksempelvis samfundet og i virksomheder, er altid resultatet af et samspil mellem bevidste, hensigtsstyrede handlinger og objektive lovmæssigheder som fungerer uden om folks bevidsthed.
Kritisk Teori’s oprindelse
Den moderne kritiske teori bygger videre på den videnskabsteoretiske grundopfattelse, som
siger at samfundsanalyser indgår i selve den samfundsudvikling, som de handler om. Samfundsvidenskab er vores samfunds måde at tænke over sig selv på. Inspirationskilderne bag den moderne kritiske teori er bl.a Marx, men videnskabsopfattelsen henter også inspiration i oplysningstiden, fra fortolkningsvidenskaben og den empiriskanalytiske tradition. En velkendt person, som praktiserer moderne kritisk teori er Jürgen Habermas.
Jürgen Habermas er vesttysk filosof og sociolog født i 1929. Habermas bygger videre på det, som Marx startede. Han gør op med de misopfattelser, som han mener, at Marx har haft. Hovedforskellen mellem Habermas og Marx udtrykkes bl.a. i værket ’historisk materialisme’, som er skrevet af Habermas. Ifølge Habermas gør Marx’ udlægning af produktionskræfterne dem til det grundlæggende, og dette medfører at produktionsforholdene, de politiske og de ideologiske aspekter bliver overset. Den kritiske teori vil derfor komme til at gå ud på at undersøge hvilke sociale organisationsformer der er mest effektive til at fremme produktionsvæksten.
Jürgen Habermas reformulerede i 1960′erne den kritiske teori – ikke ud fra den politiske økonomi, men ud fra en teori om erkendelsesinteresser, med interesse for emancipation (frigørelse) som det mest centrale. Han indførte et skel mellem arbejde og samhandling (interaktion), og udviklede dette til en grundlæggende kritik af Marx’ position. Gennem samhandlingsbegrebet – som han forstår det – indfører han et afgørende element fra Kants praktiske filosofi i kritisk teori.
Tidligt i 70′erne tog han vigtige elementer op fra den analytiske filosofi – især fra den såkaldte talehandlingsfilosofi – og på denne baggrund lagde han forslag frem til en reformulering af den historiske materialisme.
