20. april 2014

Konkurrencedemokrati

DEMOKRATIFORMER:

Konkurrencedemokratiet foregår på den måde, at borgerne ved valg, der afholdes med jævne mellemrum, vælger nogle repræsentanter eller partier, der alle konkurrerer mod hinanden om magten eller flertallet i parlamentet, hvilket er meget lig det økonomiske marked, når virksomheder konkurrerer for at sælge flest mulige varer. Det betyder, at borgerne vælger nogle repræsentanter, der skal styre landet på vegne af borgerne. Herefter bliver de valgte repræsentanter enige om at danne en regering, som skal træffe de politiske beslutninger, da borgerne overdrager deres politiske indflydelse til de valgte repræsentanter. [1]

I et konkurrencedemokrati kan alle som regel tage del i konkurrencen og stille op til valgene, sådan er det dog ikke altid. I et elitedemokrati, der er en mere ekstrem form konkurrencedemokrati, er det kun en udvalgt elite, der kan stille op til valg. I et elitedemokrati går man ud fra, at en elite, der har magten, er uundgåelig, og elitestyret er derfor en nødvendighed, men udgør ikke nødvendigvis en fare for demokratiet. Konkurrencen mellem eliterne sikrer en cirkulation af magten, således at det ikke altid er de samme, der styrer. Er borgerne ikke tilfredse, kan de vælge nogle andre repræsentanter ved det næste valg og udskifte regeringen, hvilket sikrer en kontrol med regeringen. Eliten opfattes her derfor ikke som et problem, så længe der åbent konkurreres om regeringsmagten. [2]

Konkurrencedemokrati forudsætter ikke en bred politisk deltagelse, bortset fra når der skal vælges repræsentanter. I et elitedemokrati foretrækkes, at borgerne kun deltager ved valg af repræsentanter, da det ikke menes, at borgerne har den nødvendige kompetence til at deltage ud over det. Netop derfor skal det være en elite, der konkurrerer om magten. Eliten består af de mest ressourcestærke og dermed de mest politisk aktive, og derfor skal det netop være dem, som skal konkurrere om den politiske magt for dermed at sikre lighed i deltagelsen.

Populisme og flertalstyranni, hvor en stor samfundsklasse kommer til at bestemme over de mindre samfundsklasser, er en af farerne, tilhængere af elitedemokratiet ser ved et demokrati, og de farer ønsker de at komme udenom ved et elitedemokrati. Hovedvægten i et konkurrencedemokrati ligger i den tilpasning, der sker mellem politiske tilbud og den efterspørgsel, der sker ved selve valget. Præferencerne er alle givet på forhånd og den løbende debat, der forandrer holdninger er af mindre betydning. [3]

Karsten Sommer

Cand. Scient. Adm. (Politik & Administration) ved Aalborg Universitet og arbejder til dagligt som SAP/Teknisk Konsulent i et mindre IT-Konsulenthus.

More Posts - Website

  1. [1] Østerud, Øyvind. (2005): ”Statsvitenskap- innføring i politisk analyse” 3. udgave, s. 139 – Universitetsforlaget – ISBN 82-15-00110-6
  2. [2] Torfing 2004, s. 12
  3. [3] Østerud, Øyvind. (2005): ”Statsvitenskap- innføring i politisk analyse” 3. udgave, s. 139-140 – Universitetsforlaget – ISBN 82-15-00110-6